Arkitekten giver dine ideer vinger

Alle vellykkede byggeprojekter begynder med en god idé. Det er denne idé, der skal bære projektet videre, og derfor er det helt afgørende, at du finder den rigtige fra starten. Læs her, hvad arkitekten kan gøre for dine ideer.

Arkitekter har en særlig evne til at se de muligheder, du ikke selv har fantasi til at forestille dig, og de kan tegne originale løsninger, der er skræddersyet specifikt til dine ønsker, din økonomi og stilen i dit hus. Arkitekter har sans for gode detaljer og blik for rumlige sammenhænge. Det betyder, at du får en større helhed i dit projekt, og at du får tænkt de store linjer igennem, så æstetik, form og funktion går op i en højere enhed.

Det gør arkitekten for dig ved idémødet

Uanset hvor langt du er nået i dine forberedelser til det kommende byggeprojekt, er det en god idé at få kreativ sparring fra en arkitekt. Ofte skal der ikke mere end et par timers idémøde med en arkitekt til for at skabe klarhed over mulighederne.

Ved et idémøde vil arkitekten blandt andet:

  • Hjælpe dig med at analysere og prioritere dine behov
  • Vurdere de arkitektoniske muligheder i dit hus
  • Komme med nye, kreative ideer og give feedback på dine egne
  • Lave en realistisk vurdering af dit budget i forhold til dine ønsker
  • Skabe overblik over tidsrammen
  • Gennemgå reglerne for din ejendom i servitutter, lokalplan og tegninger

Udover den kreative sparring skal idémødet afklare, om der er forhold ved dit hus eller på grunden, som kolliderer med dine byggedrømme. Det kan fx være bestemmelser i lokalplanen, der dikterer hvor meget du må udvide dit hus, samt hvilke farver og materialer, der er tilladt. Der kan også være begrænsninger i form af servitutter, dvs. særlige regler, der kun gælder for din matrikel. Det betyder, at der skal graves en masse dokumenter frem om ejendommen før mødet. Det kan arkitekten hjælpe dig med.

Læs mere om hvordan du forbereder dig til idémødet her