Projekt

Sommerhus i Asserbo

  • Optimal udnyttelse af m2
  • Sammenhæng med uderum
  • Sundt indeklima

Processen med at tegne dette sommerhus i Asserbo har på alle tænkelige måder været speciel. Alene den stærkt kuperede skovgrund, som i princippet består af en kontinuerligt opstigende bakke, har været en stor udfordring i projektet. Men helt fra første projektfag valgte vi at se denne udfordring som et spændende benspænd. Da vi begyndte på den første skitsering af huset aftalte vi med ejerne, at huset skulle røre grunden mindst muligt og at der ikke måtte fældes nogen træer. Begge dele er stort set lykkedes.
Oplægget fra ejerne lød på at tegne et relativt lille sommerhus på 90 m2 med et tilhørende redskabsskur. Den bærende idé er et hus placeret på skovbakkens top. Huset består af fire træbokse, som skyder sig ud over bakken og alene er båret af tynde, sorte stålsøjler, som er støbt ned i skovbunden. Det betyder, at der er luft under tre af boksene og at skovbunden får lov at fortsætte ind under huset. Tre af de fire træbokse hænger sammen i én figur og den fjerde - et redskabsskur - er fritliggende og er planlagt, så det på sigt kan bindes sammen med hovedhuset via en pergola. Alle tre bokse i hovedhuset har et stort fast glasparti i hver ende, som lader udsigten til den omkringliggende skov brage ind gennem vinduerne.

I sommerhuset er der blevet plads til en entré, køkken-alrum og stue i 2 niveauer, der følger faldet på grunden. Derudover badeværelse, gæsteværelse/ kontor samt soveværelse - alt i et åbent plan. Der er kun to
skydedøre i huset - resten er åbent og kan dermed bruges ret fleksibelt som både sommerhus - og arbejdsplads.

Både foran huset ved ankomstdøren og bag huset er der træterrasser, som føjer sig efter grundens gamle træer, og lader ejerne nyde aften- og morgensolen.
Sommerhusets træbokse skal forstås bogstaveligt: alle boksene er nemlig beklædt med træ - både udvendigt og indvendigt. Det er grundens to dominerende træsorter, birk og fyr, der har bestemt træbeklædningen. Udvendigt er huset beklædt med varmebehandlet, umalede fyrretræsbrædder og indvendigt er alle rum, undtagen badeværelset, beklædt med matlakerede birkefinerplader på alle flader. Køkkenet har skuffer med grøn linoleum, som matcher den grønne mos på de birketræsstammer, der står lige udenfor køkkenvinduet. Materialevalget betyder, at facaden ikke skal males og at de indvendige flader er nemme at holde. Det mener vi nu ikke gør huset mere bæredygtigt, men vi afskyr generelt vedligeholdsfri materialer.

Huset er bæredygtigt alene ved at det er god arkitektur. Mere behøver vi ikke. Vi tror ikke på en særlig bæredygtig arkitektur; vi tror kun på god, kontekstuel arkitektur udført i smukke, holdbare materialer som ældes med ynde.

Rådgivning omfattede

  • Skitseforslag
  • Myndighedsprojekt
  • Projektering
  • Byggeledelse og -tilsyn

Om beregning af priserne

To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.

Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.

Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.

Martin Kallesø