Tips og råd

Arkitektens råd til small living

Small living er en tendens, der sætter vores opfattelse af plads i perspektiv. For det er faktisk muligt at få mere plads på færre kvadratmeter. Vi har spurgt tre arkitekter om deres bedste råd til small living og viser her, hvordan de har udnyttet kvadratmeterne i en lejlighed, et rækkehus og et sommerhus.

Større er ikke automatisk bedre. Sådan er tanken bag tendensen Small living, som vi ser mere og mere til. Kort sagt er det en måde at beskrive projekter, hvor man bestræber sig på at udnytte pladsen bedre. Tendensen er en reaktion på, at kvadratmeterpriserne stiger, særligt i de større byer. I stedet for at tænke på de få kvadratmeter som en ulempe, vender man situationen på hovedet og får det bedste ud af de kvadratmeter, man nu engang har. 

3 gode råd til small living

  1. Prioritér indbyggede møbler
  2. Tænk i kubikmeter frem for kvadratmeter
  3. Skær ind til benet

1. Prioritér indbyggede møbler

Arkitekt Line Frier peger på indbyggede møbler som en god løsning i forhold til small living. Det var nemlig i den bane, hun tænkte, da hun skulle renovere dette rækkehus. Her bor en familie på fem, der ønskede et ekstra soveværelse, så alle tre børn kunne få sit eget værelse. Deres første indskydelse var at bygge til, men da deres arkitekttegnede rækkehus fra 1950’erne er fredet, var det ikke en mulighed. Derfor tegnede arkitekt Line Frier ét stort arkitektonisk møbel med integrerede løsninger for opbevaring, spiseplads, køkken og soverum. Det ekstra soveværelse er bygget i dagligstuen som en elegant, kurvet alkove.

Arkitekt Line Frier om small living

- Jeg synes, det handler om kvaliteten af rummet og ikke størrelsen af rummet. I dette projekt havde det ikke nyttet noget at tage en masse kvadratmeter til et værelse, for så ville der være noget andet, man savner. Jeg har taget udgangspunkt i familiens funktionelle behov og tegnet et møbel, hvor alt er tænkt ind – selv tillægspladerne til spisebordet har deres egen plads. Det er den omhu, man skal ligge i sådan et projekt. Jeg prøver at udfordre vores kunder på opfattelsen af plads. Kan man tænke rum anderledes? Hvad skal du egentlig bruge? Det handler om kvaliteten i det indre, for det er nu engang dét, vi kan mærke. Der er også flere og flere, der kan se, at 20 kvm ikke er 20 kvm – man kan få meget ud af få kvadratmeter, hvis man får en god ide.

2. Tænk i kubikmeter frem for kvadratmeter

Arkitekt Allan Lorenzens råd til small living er at se på både højde og bredde i rummet, og ikke kun på kvadratmeterne. Denne etværelseslejlighed er bare 20 kvadratmeter, der er indrettet af arkitekt Allan Lorenzen. Til gengæld har lejligheden højt til loftet, så det var muligt at indskyde en etage på ti kvadratmeter. Da han skulle indrette lejligheden startede han med spørgsmålet: ”Hvad behøver vi egentlig, og hvad er væsentligt?”. Og de beskedne 30 kvadratmeter rummer sådan set det hele. På nederste plan er der badeværelse, stue og køkken. Sofaen er integreret under trappen mens køkkenets skabsmoduler fortsætter langs væggen og skjuler en installationskerne, der blandt andet kan bruges til at ophænge et fjernsyn. En løsning med hems og køjesenge giver plads til hele fire sovepladser og en fleksibel arbejdsplads.

Arkitekt Allan Lorenzen om small living

- De små projekter er vildt spændende, for de giver mulighed for at gå i detaljen. Ofte kæler vi meget for det udvendige, men glemmer det indvendige, og det er ellers dét, vi har tættest på. Jeg synes, det er vigtigt, at bruge stoflige materialer som fx egetræ, der minder os om, hvad vi kommer af, og at vi er en del af naturen. Det er velvære for mennesket. Small living er at søge essensen af at være til, og det er en påmindelse om, hvor lidt vi egentlig behøver. Hvis man interesserer sig for small living, men ikke er helt klar til at tage det store spring, kan man spørge sig selv, om man kan skære 20% af det, man forestiller sig at bygge, og flytte det til nogle bedre løsninger. Nogle funktionaliteter kan måske tænkes sammen eller gøres fleksible, så man ikke skal flytte eller bygge om igen senere. Man skal være parat til at slippe nogle ting, og så skal man huske, at det ikke betyder noget – det er bare forestillinger, og de gør ikke ondt at give slip på.

3. Skær ind til benet

Da boligejerne af mikro-sommerhuset så grunden på nettet for første gang, afskrev de den med det samme, fordi man kun måtte bygge op til 65 kvadratmeter. Af en eller anden årsag kørte parret alligevel forbi grunden, og de endte med at falde pladask for stedet. Og hvorfor er det egentlig, at man tænker, at et sommerhus skal være stort, for at være godt? Parret kontaktede arkitekt Jesper Korf, og sammen gik de i gang med at finde ud af, hvad det nye sommerhus skulle rumme, og hvordan de bedst kunne udnytte pladsen, når kvadratmeterne er få. Den begrænsede plads tvang dem til at prioritere skarpt og tænke sig godt om, når det kom til løsninger. Resultatet er et lille sommerhus med funktionelle løsninger – og vigtigst af alt – den helt rigtige, rolige stemning.

Arkitekt Jesper Korf om small living

­- Vil du gerne bo efter small living-principperne, så skal du for det første prioritere. Gennemtænk hvad boligen skal bruges til, og hvad der er vigtigt for, at det bliver funktionelt i hverdagen. Det kan eksempelvis være, om man ønsker store fællesarealer eller et større soverum. Tænk også i kloge arkitektoniske og indretningsmæssige valg. Store vinduespartier gør, at det virker større, end det egentlig er. Svævende møbler, som fx køkkenskabe, giver lethed i møbleringen og det er samtidig nemmere at gøre rent. Sidst men ikke mindst er pladsoptimering. Det kan være smart at tænke flere funktioner ind i samme rum, og det samme gør sig gældende med opbevaringsløsninger, f.eks. ved at indbygge opbevaring i skabe.