Arkitekt Anders Barslund har et crush på den modernistiske arkitektur, som slog igennem herhjemme i 40’erne og 50’erne. Og så er han vild med at bruge farver, vel at mærke farver, der er valgt med omtanke. Så da han for et par år siden overtog huset i Sorgenfri nord for København, var banen kridtet op til, at han kunne gå i gang med at prøve sine idéer af.
Huset er tegnet og bygget i 1950 af arkitekten Olaf Hansen, der boede her til sin død i 2010. Det er et hus med utroligt mange kvaliteter, som tydeligt bærer præg af, at her har en arkitekt tænkt over tingene fra starten. Anders Barslund nævner begejstret det fine japansk-inspirerede indgangsparti, som er typisk for efterkrigstidens arkitektur, der netop hentede meget inspiration fra Japan. Og inde i huset lovpriser han de indbyggede skabe, som vi i dag skal betale svimlende summer for, hvis vi skal have noget i blot tilnærmelsesvis samme kvalitet. Derfor har de fleste af husets skabe også overlevet den omfattende ombygning, som huset trods alt har gennemgået. For indrømmet, indretningen passede ikke helt til en moderne families behov i 2014.
Væggens farve er inspireret af tegltagene på husene overfor, for når man skal finde en farve til et rum, er det altid en god idé at kigge ud af vinduet og se på farverne udenfor. På den måde skaber man en sammenhæng mellem ude og inde.
– Jeg så mange muligheder for at lege og eksperimentere i det her hus, og jeg er glad for, at jeg fik overtalt min hustru til, at vi skulle købe det, fortæller Anders Barslund, der er medlem af Danske Boligarkitekter.
Set fra vejen ser huset stort set ud, som da det blev bygget, men indvendigt er der sket markante ændringer. Et nyt køkken med skabe i samme stil som de gamle er bygget op i det, der tidligere var en kombineret hall og forstue med pejs. Køkkenet ligger nu i åben forbindelse til stuen. Det hele er reelt ét stort rum, men det virker alligevel, som om der er flere rum i rummet. Trappen til førstesalen er også flyttet, og Olaf Hansens oprindelige trappe er erstattet med en ny, som på mange måder i langt højere grad signalerer 50’er-arkitektur med de lyse balustre og det blanke, sorte gelænder.
Netop trofastheden mod tankerne bag og sjælen i det oprindelige hus, som Olaf Hansen tegnede og byggede for næsten 65 år siden, har været det allervigtigste for Anders Barslund igennem hele renoveringen.