Projekt

Elegant klassisk villa ombygget med fokus på kvalitet og detaljer

Murermestervilla
  • Familievenlige løsninger
  • Flere rum
  • Æstetisk sammenhæng

Flot bevaringsværdig ejendom har indenfor det eksisterende areal fået mere plads, flere rum, nye faciliteter, og et energimæssigt og visuelt løft.

Ombygningen indbefatter en totalrenovering af 1.sal med helt ny planløsning med bl.a. ekstra værelse, nyt badeværelse, nye kviste og ovenlys, samt inddragelse af spidsloft som ny adspredende hems.

Ved at nytænke og re-disponere udvalgte områder med udspring i boligens 1.sal, er det lykkes at skabe en arealoptimeret og moderniseret bolig med markant forbedrede rumlige og funktionelle kvaliteter i fornyet arkitektonisk sammenhæng mellem boligens indre og yde og mellem boligens etager.

Husets hall er ombygget med et indskudt dæk for at etablere et ekstra værelse på 1.sal. Der er etableret ovenlys over trappeløbet og arbejdet med stuk og rosette i det nye loft, så hall’en fortsat fremstår lys, indbydende og som en oprindelig del af boligen. Fra hall’en ankommer man til den totalrenoverede 1.sal, der fremstår åben, gennemlyst og med masser af dagslys. I den nye planløsning har alle ganglinjer lys for enden med frit udsyn til omgivelserne og sigtelinjer på tværs af rum og funktioner.

Den nye førstesal har fået en helt ny planløsning med en bedre rumfordeling og et bedre flow, og samtidig er der tilføjet et ekstra værelse, et nyt badeværelse, to store kviste, indbygningsskabe og en udskiftning af bygningsdele, installationer, materialer og overflader.

Det tidligere mørke og kolde spidsloft er renoveret og omdannet til en indbydende hems på 2.sal, indrettet med krea-område og hyggekrog som fællesmiljø for familiens børn og deres venner. Der er åbnet op mellem etagerne og skabt adgang via en hemsetrappe med lukkede kotellettrin, der er diskret indfældet i væggen, så den optræder som en integreret del af gangforløbet på 1.sal.

Ovenlysvinduer og fritlagte spær giver hemsen karakter og atmosfære, og plankegulvene og hemsetrappens klassiske detaljer med balustre og profilerede håndliste og trappevanger, skaber æstetisk sammenhæng mellem etagerne.

Boligens berørte områder er via indvendig og udvendig ombygning, gentænkt og renoveret med fokus på kvalitet og detaljer, og i respekt for husets historie og bevaringsværdige status.

Bæredygtige tiltag

Certificerede miljøvenlige materialer
Lavenergiruder/vinduer
Efterisolering

Rådgivning omfattede

  • Interiørdesign
  • Udbud og kontrakter for byggearbejdet
  • Kontakt og idé
  • Skitseforslag
  • Myndighedsprojekt

Om beregning af priserne

To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.

Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.

Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.

Michael Kornbeck