Projekt

Ny førstesal og totalrenovering af villa fra 1940’erne

Den funktionelle villa
  • Flere rum
  • Optimal udnyttelse af dagslys
  • Sammenhæng med uderum

Hvad stiller man op, hvis der er for lidt plads i boligen? For en familie i Hovedstadsområdet var det nødvendigt at få bedre plads til deres to børn. De manglede et ekstra børneværelse, og kvadratmeterne i det oprindelige hus slog ikke til.
Derfor kontaktede de arkitekt Morten Dalsgaard fra m4 Arkitekter, som foreslog at der blev bygget en førstesal på boligen.

Familien var udfordret af, at grundstørrelsen var så lille, at det ikke ville være muligt at lave en tilbygning. Ved at tænke lidt utraditionelt lykkedes det arkitekten at tegne en løsning, som ikke overskred byggeretten. Dermed lykkedes det at få dispensation til at bygge hos kommunen.
For at minimere det nye boligareal på førstesalen tegnede arkitekten to børneværelser med en gangbro med glasværn imellem. På hver side af gangbroen kom der luft mellem stueetagen og 1. salen. Dermed lykkedes det arkitekten at ”spare” på kvadratmeterne for at få byggetilladelse. Samtidig er resultatet blevet fantastisk flot, fordi åbningen mellem etagerne giver lys, luft og dobbelt loftshøjde.

For at få bedre plads på den nye førstesal, blev taghældningen øget med 5 grader. Arkitekten foreslog at lave loft til kip og at etablere ovenlysvinduer, så der kommer masser af dagslys ind i boligen.
Arkitekten tegnede en kvist til førstesalen, som har givet smukt udsyn over det nærliggende naturområde. I det hele taget har arkitekten arbejdet med at skabe god udsigt og sørge for at få kig til himlen. Det har betydet, at man kan se himlen fra det øjeblik man træder ind ad hoveddøren. Og sådan fortsætter det, når man bevæger sig rundt i huset. Dagslyset og åbningen mellem etagerne har givet en boligen en helt unik karakter, og familien stortrives i de nye rammer.

I stueetagen foreslog arkitekten at nytænke planløsningen. Familien ønskede at få et køkkenalrum, og herfra er der let adgang til husets nybyggede terrasse. Terrassen leder rundt om huset, og støder op mod boligens gamle garage. Her sørgede arkitekten for at skifte garagens gamle tagpap-tag til et nyt klimavenligt tag beplantet med mos-sedum. Mosset skifter farve afhængigt af årstiden, og beboerne har derfor fået opgraderet deres udsigt. I forbindelse med ombygningen er der blevet etableret 3 udgange til terrassen, så beboerne kan gå udendørs mod syd, øst og vest.
Den rødmurede villa har fået renoveret facaden, som er blevet hvidpudset. Samtidig er alle vinduer og døre blevet skiftet. Boligen har fået et helt nyt udtryk både inde og ude og totalrenoveringen har givet fornemmelsen af et helt nyt hus. Til trods for at grundarealet er det samme som tidligere, har familien fået meget bedre plads at brede sig på. De to nye børneværelser på førstesalen har opfyldt familiens boligbehov, og med arkitektens kreative løsninger fremstår hele boligen knivskarp.

Rådgivning omfattede

  • Kontakt og idé
  • Skitseforslag
  • Myndighedsprojekt
  • Projektering
  • Byggeledelse og -tilsyn

Om beregning af priserne

To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.

Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.

Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.

Morten Lie Dalsgaard