Projekt

Villa Patricier - ny tilbygning til klassisk villa

Patriciervilla
  • Mere plads
  • Sammenhæng med uderum
  • Æstetisk sammenhæng

Den smukke patriciervilla er opført i 1919 og byder på et væld af fine detaljer både indendørs og udendørs. Den nye tilbygning tilpasser sig respektfuldt den oprindelige arkitektur både med sin placering, materialevalget og detaljeringen.

Tilbygningen indeholder et nyt master bedroom i stueetagen med walk-in closet, badeværelse og soveværelse med ny terrasse og trappe til den sydvendte have. Interiøret følger villaens stil med paneler på væggene og stuk på lofterne. På tilbygningens tag er der tilføjet en tagterrasse til værelserne på 1. sal. I kælderetagen har villaen fået et nyt stort disponibelt rum med direkte adgang fra haven.

De hvidpudsede facader ligger i forlængelse af de eksisterende, og det sortglaserede tegltag følger med ud omkring tilbygningen, lige som på villaens gamle balkon. Den nye trappe til haven er inspireret af den gamle elegante trappe fra husets havestue. De nye værn og gelændere har samme detaljering som de eksisterende, så villaen fremstår som en helhed.

Ud for villaens køkken opføres en pergola med et komplet udekøkken, der omkranses af nye læmure med indbyggede loungemøbler. I haven tilføjes en ny træterrasse med bålplads og plantebed omkring det gamle æbletræ. Terrassen har udendørs skabe og hylder med indbygget sofa, belysning og brændeopbevaring. Haven indbyder på denne måde til ophold og aktiviteter hele vejen omkring villaen i løbet af dagen og året.

Rådgivning omfattede

  • Interiørdesign
  • Lysdesign
  • Havedesign
  • Kontakt og idé
  • Skitseforslag
  • Myndighedsprojekt

Om beregning af priserne

To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.

Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.

Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.

Thue Krog Andersen