Bolig: Huset, der er opført i 2005, ligger på en 1400 m2 stor grund tæt ved Ejer Bavnehøj ved Skanderborg. Huset var oprindeligt på 103 m2 plus atelier på 100 m2. Efter ombygningen udgør boligen 212 m2 inkl. hemse.
Ejerne fik: Gennemgribende ombygning af råt atelier med ét stort rum til beboelsesafdeling med kontor, sovehems, gæsteværelse, walk-in-garderobe, badeværelse, soveværelse og et loungemiljø nedenfor indgangstrappen. Herudover nye vinduesåbninger med udvalgte indramninger af haven. Udenfor kom der ny belægning omkring atelierbygningen med støbt betondæk, perlegrus og trædesten, samt en træ-væg, der danner et nyt uderum.
Proces: Ejerne tog kontakt til tegnestuen lorenzen, hvor arkitekt Allan Lorenzen og arkitekt Hjalte Rude Trangbæk efter flere møder og bygningsgennemgange lavede et skitseforslag. Herefter blev der tilknyttet entreprenør Solbjerg Tømrer- og Murerforretning A/S til at styre ombygningen. Det er også dem der har udført alt snedkerarbejdet.
Materialer indvendigt: Gulve i det tidligere atelier, indgangsparti og køkken er flydespartel, fast inventar er bygget i egetræ, loftslameller er ludbehandlede kerto strøer, der er betonfliser på badeværelset og energirigtige ruder.
Materialer udvendigt: Sortmalet træbeklædning, træterrasse, støbte betondæk adskilt af egetræsstave, småsten og trædesten, nyplantede dværgfyr.
Byggepris: Totalt 1.500.000 kr., heraf 90.000 kr. til arkitekt. Begge beløb inkl. moms.