Barndomshjem og fremtidshjem

I cirka 500.000 af de mange parcelhuse i Danmark bebor kun en enkelt person eller to boligens mange gode kvadratmeter. En del af dem er såkaldte ’empty-nesters’ – par eller enlige, hvis børn er flyttet hjemmefra og måske er blevet så voksne, at de nu selv er på jagt efter et godt hus til dem selv og deres unge familie. Det var tilfældet i dette unikke 70’er-hus, som ligger i Espergærde i Nordsjælland med en fantastisk beliggenhed ned til en sø.

Her boede Annette Andersen i et hus, som hun selv byggede for 50 år siden sammen med sin daværende mand, som var arkitekt, tømrer og bygningskonstruktør på huset. I huset voksede Annettes datter, Luise Holm-Rathje, op, og på grund af tilknytningen til huset og alle minderne har der altid været en snak imellem dem om, at huset skulle blive i familien.

Til at begynde med gik snakken på den dag, Annette ikke ville være her mere eller på, at Luise og hendes mand skulle købe Annette ud, men under corona-nedlukningen for en del år siden, opstod en anden idé. I de dage, hvor man skulle isolere sig, gik det op for mor og datter, hvor meget de egentlig ses i hverdagen, og hvor stor betydning, det havde at have den mulighed helt tæt på. Så hvorfor ikke undersøge muligheden for at have to boliger på samme matrikel og have hinanden inden for rækkevidde?

Sammen fandt mor og datter frem til en arkitekt, som havde erfaring med at renovere og bygge om til flere generationer, Tina Zaber fra FoZ Arkitekter. Med arkitektens hjælp fik de tegnet en tilbygning, som ligger forskudt af det oprindelige hus på indgangssiden og er blevet mor/mormors nye hus, imens datteren sammen med sin mand og deres fire børn er flyttet ind i det oprindelige hus. Den løsning er Annette ovenud tilfreds med, og for hende var det ikke noget afkald at skulle rykke ud af det store hus og ind i et mindre.

– Jeg tænkte ikke på det, som at jeg nu skulle bo på mindre plads, men på at det er et helt nyt hus. Alt er nyt her, og det er jo fantastisk at få som 80-årig og derudover stadigvæk bo her på den vidunderlige grund, vi har, og som jeg har boet på i 50 år, fortæller Annette.

Annette fik et nyt hus og mulighed for at blive boende på grunden, og hendes datter og familie fik mulighed for at bosætte sig i Luises barndomshjem og i et attraktivt område. En win win-løsning for alle. Tilbygningen, som rummer Annettes nye hjem, ligger, hvor hun tidligere havde egen tandklinik. Den er på 60 kvadratmeter og indeholder et åbent køkken-alrum-stue, soveværelse, badeværelse og en entré, som deles med den anden bolig.

– Det fungerer perfekt. Der er dage, hvor vi næsten ikke ser hinanden, selvom vi bor så tæt sammen. Og hvis jeg har gæster, så går de lige ud, og hvis de har gæster, så går de til højre, så det er bare fantastisk. Vi respekterer hinandens privatliv og respekterer hinanden. Og jeg ser mine børnebørn hver dag, så det er jo et kæmpe plus, fortæller Annette.

Selv om Annette og Luise er meget tætte som mor og datter og vant til at tilbringe meget tid sammen, har det fra starten været klart for begge, at de ikke skulle skabe et kollektiv, men to private boliger med alle funktioner fra ophold, køkken og bad. På den måde vil der også være rig mulighed for anvendelse af den ekstra bolig i fremtiden, fx som ungdomslejlighed. Deres ønske til arkitekten var en løsning, der kunne give dem en hverdag, der fungerede sammen og hver for sig.

– De havde en klar idé om to separate boliger, eventuelt med et separat anneks til Annette, men vi valgte en løsning med en tilbygning, som ligger op ad huset lidt forskudt – som en mindre version af det samme hus, bare kortere, fortæller arkitekt Tina Zaber og uddyber:

– Annette var vant til at have højt til loftet, og det har hun også fået i det nye, og så har hun fået en ny terrasse, som ligger tilbage på grunden i den rigtige retning i forhold til solen. Den er hun rigtig glad for, og hun havde det helt ok med at rykke væk fra udsigten til søen. Som hun sagde; den havde hun kigget på i 50 år.

Udover opdelingen til tre generationer hjalp arkitekten også med rådgivning i forbindelse med renovering af det eksisterende hus, som trængte gevaldigt til efterisolering af både gulv, vægge og tag. Derfor var der brug for at skele til budgettet for både ombygning og renovering, og her var valget af en bygning op ad det eksisterende det mere budgetvenlige valg. En anden måde at begrænse udgifterne på var en fælles indgang og dermed kun én hoveddør.

Fra køkken-alrummet kan Annette se, hvornår børnebørnene tager afsted om morgenen og kommer hjem igen. Familien tjekker dagligt ind hos hinanden, men man bruser ikke bare ind. Man banker lige på og vælter så ind for at sige hej.

Ligesom i sit gamle hus har Annette i det nye lofter til kip og markante, sorte vinduesrammer. En hems skaber en lille ekstra etage, som opbryder de hvide flader og skaber fleksible rum til blandt andet opbevaring eller en fremtidig soveplads.

Går man til højre i entréen og ind i hovedhuset, ligner det sig selv fra, da det blev opført i 1970 – og så alligevel ikke. Planløsningen er næsten den samme, for den fungerede, mener Luise. Hun ville gerne beholde så meget som muligt, som det var fra sit barndomshjem – herunder også farver, materialer og placering af vinduer.

– Fordi der er så meget historie i det her hus, var det virkelig vigtigt for os, at alt, hvad der kunne bevares, det skulle bevares, fortæller hun.

– Det er jo et lidt specielt hus med åbent til kip, fritlagte bjælker og sorte vinduesrammer båden ude og indvendigt. Min mor har været med til at bygge huset selv og har truffet de æstetiske beslutninger for nogle og 50 år siden, så det ligger der en stolthed i, og det ville vi gerne bevare.

En af forandringerne i det eksisterende hus er, at gavlen er blevet åbnet med et bredt parti af foldedøre mod en ny, stor træterrasse. En anden er at en trætrappe til førstesalen er blevet erstattet af en mindre pladskrævende trappe i sort stål. Udover at optimere pladsudnyttelsen har det også givet rummet et mere luftigt udtryk. Afskærmningen af gangbroen imellem førstesalens værelser er også udskiftet fra træ til stål, hvilket sammen med et par nye ovenlysvinduer bidrager til mere dagslys på tværs af etagerne.

– Mange af dem, der er kommet i huset de sidste 50 år, synes at det samme hus, de kommer ind i. De kan godt se, at noget er lavet om, men oplevelsen af huset er den samme, fortæller Luise.

I den midterste del af huset har der altid været åbent til kip, og værelserne på førstesalen været forbundet via en gangbro. I forbindelse med renoveringen er trappen blevet opdateret med værn og trappe i stål, og sammen med ny loftsbeklædning i forbindelse med efterisolering af taget har det gjort førstesalen mere lys og åben.

Førstesalen rummer fire børneværelser, to i hver ende. Hvert værelse har fået nye ovenlysvinduer i forbindelse med renoveringen. Forældresoveværelset er i stueplan i forlængelse af husets to badeværelser. 

I kvarteret omkring det ombyggede 70’er-hus er der flere andre huse, der er ombygget og tilpasset, så flere generationer kan bo sammen, og både arkitekt og familie tror og håber, at flere vil vælge den løsning i fremtiden – både for at have glæde af hinanden og for at få mest muligt ud af de huse og kvadratmeter, vi allerede har.

For familien Andersen/Holm-Rathje er det livskvalitet at være tæt på familien, men deres måde at bo sammen på giver også mening i lys af både bæredygtighed og økonomi. Men løsningen er ikke for alle. Luise er mere end én gang blevet mødt med spørgsmålet; Hvordan kan du holde ud at din mor bor lige ved siden af? Men efter at have boet sammen i fire år kunne hun ikke forestille sig at bo på nogen anden måde.

– Det har faktisk været en øjenåbner for mig, hvor godt det fungerer. Selvfølgelig lærer man også at sluge nogle kameler og indrette sig, men de irritationer eller konflikter, man eventuelt måtte have, opvejer helt sikkert de bekymringer eller udfordringer, der ville være, hvis man boede langt fra hinanden, siger Luise.

Annette kommer heldigvis også rigtig godt ud af det med sin svigersøn, fortæller hun og råder til, man tilbringer meget tid sammen forud for et fælles boligprojekt.

Nøglen til at få et generationsfællesskab til at fungere er i Annettes og Luises optik, at der er gensidig respekt for privatlivets grænser og derudover:

–  Forventningsafstemning, forventningsafstemning, forventningsafstemning! Og det inkluderer, at man tager nogle samtaler om de ting, som ikke er særlig fede at snakke om, fx forventningerne til kadencen i samspisning og forventningen i forhold til husleje, lyder det fra Luise.

Selv taler de løbende om tingene og har en god dialog. De spiser typisk sammen et par gange om ugen, når det lige passer, og ser måske en film sammen. For dem var muligheden for at kunne dele hverdagen udgangspunktet, men efterfølgende er de blevet mere opmærksomme på den store gevinst, det er at have hinanden tæt på, når der opstår noget uventet. Fx når der er behov for børnepasning, eller da Annette en dag faldt og slog sin arm.

–  Så er det jo vidunderligt – når man ikke kan røre den højre arm – at der kommer nogle med en hjælpende hånd, i stedet for at man hele tiden skal køres. Og så er det også skønt at have sine børnebørn, der kommer ind og spørger; ”hvordan går det mormor?” Det ville jeg jo ikke opleve, hvis de boede et andet sted. Det er livsberigende, fortæller Annette.