Projekt
Annekset er placeret på en sommerhusgrund nær Møns Klint og er opført som en fortolkning af områdets landskab og materialitet. Derfor er bygningen udført i rå, bærende gasbetonblokke, hvor kalken udgør materialets primære bestanddel. Projektet undersøger gasbetonens arkitektoniske potentiale, som er et materiale, der både er let at bearbejde og økonomisk tilgængeligt, men som samtidig er porøst og sårbart over for fugt og regn. Derfor er facaderne behandlet med en coating, der beskytter mod vand samtidig med at betonen stadig er diffusionsåben og kan ånde. Behandlingen er usynlig og gør, at gasbetonen fremstår så rå og ærlig som muligt.
Bygningen har et enkelt og nøgternt udtryk, hvor de tekniske løsninger er integreret diskret i arkitekturen. Alle tagflader er udført med et minimalt fald, så regnvand ledes til skjult tagbrønd og tagrender undgås. Overgangen mellem betonkrans og gasbeton markeres af en gulmalet drypnæse, som giver huset et lille ornament i det ellers nøgterne udtryk.
Annekset er udført med en simpel geometri med to separate soverum, hvor hvert rum har entré med opbevaring, seng og arbejdsplads. To ovenlysvinduer i hvert rum skaber varierede lysindfald og åbner rummene mod himlen, så man fra sengen kan følge skyerne og lysets skiften gennem dagen.
Indvendigt er gasbetonvæggene pudset op og gulvene er udført i slebet beton med en finpoleret overflade. Materialevalget og -bearbejdning skaber en afdæmpet, venlig kontrast til facadens mere rå materialitet.
To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.
Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.
Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.
Peter Fyllgraf