Projekt

Tagudskiftning, efterisolering, energirenovering i byhus fra 1900'erne

  • Optimal udnyttelse af dagslys
  • Sundt indeklima
  • Nem vedligeholdelse

En familie ønskede at opdatere deres byhus fra 1900’erne. Der slap kun ganske lidt dagslys ind, og familien savnede derudover mere udsyn fra boligen. Arkitekt Thomas Hjort fra m4 Arkitekter foreslog, at familiens byhus blev energirenoveret og fik nyt tag. Løsningen med tagudskiftning og energirenovering af boligen betød, at huset både fik mere lys og bede plads.

Huset lukkede ikke meget dagslys ind, og kvistens placering og størrelse gav ikke meget udsigt. Derudover var taget ved at være slidt ned, og husets ineffektive isolering trængte i den grad til at blive udskiftet.

Arkitekt Thomas Hjort sørgede for at familiens bolig blev forbedret med flere gode tiltag. Det gamle tag blev erstattet med smuk naturskifer. Naturskifer er stort set vedligeholdelsesfrit og så er det et miljøvenligt materiale på grund af dets lange holdbarhed. Samtidig passer naturskiferen også godt til byhusets arkitektoniske udtryk.
Kvistenes tage og flunksider er blevet beklædt med zink for at forlænge holdbarheden. Derudover har arkitekten valgt at bruge zink, da det er et materiale, som patinerer i flotte gråblå nuancer. Zinken passer derfor godt sammen med boligens andre udendørs materialer.

I forbindelse med tagudskiftningen foreslog arkitekt Thomas Hjort, at huset fik en stor kvist og som en ekstra bonus en tagterrasse. Denne løsning har givet familien mere dagslys i boligen, og desuden er der nu skabt mulighed for at nyde udsigten.
Kvistens høje placering over murkronen krævede, at der blev etableret en trappe op til tagterrassen. Placeringen sikrer, at familien får et ekstra lyst rum og en lille, indbygget repos med plads til opbevaring.

Tagrenoveringen gav arkitekten muligheden for at give familien en lille hems. Under spidsloftet er der etableret en hyggelig gæstesoveplads, og et par ovenlysvinduer giver mulighed for ventilation og kig til stjernerne.

Tagudskiftningen og energirenoveringen af byhuset har givet familien bedre dagslys, nemmere vedligeholdelse, sundere indeklima og plads til overnattende gæster.

Rådgivning omfattede

  • Kontakt og idé
  • Skitseforslag
  • Myndighedsprojekt
  • Projektering
  • Byggeledelse og -tilsyn

Om beregning af priserne

To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.

Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.

Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.

Thomas Hjort