Tilbygning
Projekt
Familien kontaktede arkitekten for at finde en løsning til at skabe plads til at beholde teenageren hjemme fremfor at flytte på kollegie. En tilbygning skulle give mere plads til at man som ung kunne have sin egen teenageafdeling, og få venner på besøg uden at skulle ind igennem huset og forstyrre resten af familien.
Som mange andre huse opført i 60’erne bestod denne villa af en række mindre kamre, som størrelsesmæssigt er utidsvarende, en lang fordelingsgang, et lille viktoalierum og flere entréer.
Allerede ved første besøg var det tydeligt at huset rummede et større potentiale.
Ved at kortlægge, hvad der ikke fungerede i huset og ved at lytte til familiens andre ønsker og drømme til deres ideelle bolig, kom vi frem til en liste der skulle skabe merværdi i forbindelse med tilbygningen. Ved at lave om på rumfordelingen og ombygge huset blev listen omsat til ny indretning.
Disse ønsker var blandt andet at få mere lys ind i stuen, bedre opbevaringsplads i entréen, et nyt og mere funktionelt køkken bedre integreret i huset, bedre udnyttelse af boligens areal ved at minimere spildplads, et ekstra badeværelse med gode lysforhold, et større forældre soveværelse og en mere inspirerende ankomst til huset end at skulle gå ned langs den lange indkørsel.
Den lange monotone adgang til huset via indkørslen blev udskiftet med et imødekommende indgangsparti mod vejen. Her bliver man hilst velkommen af en bænk på en hævet plint, hvorfra man kan stå i ly af regnen under baldakinen og låse sig ind. Om aftenen tænder lyset bag lamellerne i indgangsportalen.
Ved at flytte indgangen til huset ud imod vejen, hvor der før lå et lille kammer, skabte arkitekten en lys entré, som et forrum til huset. I entréen blev der etableret en stor garderobe-niche samt et badeværelse, til brug for både teenager og gæster.
Fra entréen var adgang til teenageafdelingen i tilbygningen. Denne afdeling fik dobbelt terrassedøre ud mod en privat terrasse på siden af huset. Fra entréen var også adgangsdør ind til resten af boligen.
Ombygningen gav plads til et nyt og større forældresoveværelse blev lavet i forbindelse med et stort og lyst badeværelse i moderne stil.
Imellem det nye køkken og stue blev en del af væggen fjernet, så boligen kunne blive gennemlyst og så køkkenet blev mere integreret med spisepladsen.
Når ombygningen alligevel var igang besluttede familien at grave gulvene op så de dels kunne efterisolere under gulvet, få ens gulve i samme niveau hele vejen igennem villaen og få højere til loftet. Dette gjorde at familien kunne spare penge på opvarmning og samtidig få nogle bedre og mere sammenhængende rum.
I stuen blev der sat en dobbeltdør i muren ud imod den sydvendte terrasse. Dette resulterede i at stuen kom til at få en bedre sammenhæng med haven, samt at der kom mere lys ind i stuen.
Forhaven blev opfrisket, så bede med græsser visuelt separerer indkørsel fra indgangsområde. En lammelvæg dannede afskærmning for ny placering til skraldespandene, hvorfra renovationsfolkene selv kan hente affaldet.
Zen architects stod for at inspirere familien med et skitseprojekt. I skitseprojektet præsenterede arkitekten forskellige løsningsforslag til en bedre udnyttelse af boligen, så der kunne skabes merværdi i forbindelse med tilbygningen og ombygningen. Derefter søgte arkitekten om byggetilladelse og lavede detaljetegninger til hvordan tilbygningen skulle bygges.
To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.
Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.
Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.
Henriette Reinwald Lambertsen