Projekt

"Træhus" i haven

Typehus fra 60-70'erne
  • Mere plads
  • Flere rum
  • Sammenhæng med uderum

60'er-huset var blevet for småt til den lille familie og der var behov for mere plads. Der skulle skabes to rummelige soveværelser - gerne med hems - og et badeværelse. Derudover var der et ønske om en bedre sammenhæng mellem huset og haven. Der måtte godt opstå nogle nye haverum omkring huset.

Svaret på familiens ønsker blev at lave en træbygning, der i sin arkitektur og sit materialevalg tilpasser sig det eksisterende hus. Tilbygningen er placeret tilbagetrukket på grunden og supplerer og fornyer det eksisterende hus’ arkitektoniske udtryk. Placering på grunden skaber både en aften- og en morgenterrasse med læ omkring de to bygningsvolumener.

Der etableres en ny terrasse mod vest med direkte adgang fra spisepladsen i stuen. Fra denne terrasse er der kig gennem den nye tilbygning til livet i ungernes værelse, samt til den sydlige del af haven. Derudover er der tæt kontakt til husets alrum/stue.

Tilbygningen er udført med samme taghældning som hovedhuset og er beklædt med trælister, der refererer til den eksisterende beklædning på gavltrekanterne på det eksisterende hus. Træbeklædningen er overalt udskiftet med et moderne trælisteprofil, der giver de to bygninger en materialemæssig sammenhæng. Det gamle eternittag er fjernet og der er på begge bygninger udført tagpaptag med listedækning.

Fra det eksisterende hus er der adgang til tilbygningen gennem alrummet. Fra alrummet går man ind i en fordelingsgang, der giver adgang til nyt badeværelse og to store soveværelser med hems. Badeværelset ligger i den lave ende. Herfra trapper tilbygningen sig ned til de to nye værelser - og til haveniveau. Disse to værelser har højt til loftet, og der er her blevet plads til to store hemse med masser af lys gennem ovenlyspartier.

I gangen er en væg udført som akustikvæg. Væggen er udført med egetræslister monteret på en sort akustikdug. Det giver rigtig god akustik og et varmt, venligt og dekorativt miljø i adgangen til værelserne. Egetræslisterne går igen i det store soveværelse, hvor de er anvendt til at skabe en hyggeplads i siddevinduet med udsyn til haven.

I det eksisterende hus er der sket nogle mindre ombygninger - badeværelset er fornyet, der er kommet et ovenlys ind i køkkenet og der er fra spisepladsen nu adgang til den nye aftenterrasse gennem en ny, bred terrassedør.

Rådgivning omfattede

  • Kontakt og idé
  • Skitseforslag
  • Myndighedsprojekt
  • Projektering
  • Byggeledelse og -tilsyn

Om beregning af priserne

To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.

Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.

Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.

Per Hartwig