Projekt

Villa Flora - tilbygning i træ til en murermestervilla

Murermestervilla
  • Flere rum
  • Sammenhæng med uderum
  • Familievenlige løsninger

Det er en udfordring at bygge til et hus, der allerede er fuldendt i sin form. Vi ønsker ikke at ændre på den gamle smukke rødstensvilla fra 1955, og har derfor placeret den nye tilbygning ved siden af, og forbundet de to bygninger med en glasgang. Tilbygningens arkitektur står i kontrast til det eksisterende hus både i formsprog og materialevalg. Der er en tydelig forskel mellem nyt og gammelt. Det giver et spændende samspil mellem nyt og gammelt, der bliver ligeværdige.

Den nye tilbygning tilføjer en master bedroom afdeling til huset. Glasgangen kobler sig på stuen i den gamle villa, og indeholder en trappe ned til niveauet for husets forhave. Foran soveværelset er der tilføjet en ny træterrasse, og en støttemur med en indbygget bænk skaber et højbed hvor der tidligere var en skråning op til den gamle villa. Husets forhave har fået meget bedre anvendelsesmuligheder med sin nye terrasse mod syd, og højbedet skaber en ny smuk sokkel til den gamle villa.

Hele tilbygningen er bygget af egetræ, fra inderst til yderst. Denne danske træsort er kendt for sin høje styrke, sine fine åretegninger og sine mange anvendelsesmuligheder. Facaderne er beklædt med egetræslister, træterrasserne er belagt med egetræsplanker og vinduer og døre er udført med rammer af eg. Indenfor er plankegulvet, trappen, døre, vægge og garderobeskabene af eg. Resultatet er et usædvanlig helstøbt bygningsværk, der står som en monolit skåret af et egetræ. Egetræet vil patinere udendørs til en sølvgrå overflade, der vil give en kontrast mellem inde og ude, men de vil fortsat være forbundet visuelt af de samme fine åretegninger. Tilbygningen har et grønt tag med stenurter – et sedumtag - og bliver således til en del af haven set fra balkonen i den gamle villa.

Rådgivning omfattede

  • Interiørdesign
  • Lysdesign
  • Havedesign
  • Kontakt og idé
  • Skitseforslag
  • Myndighedsprojekt

Om beregning af priserne

To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.

Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.

Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.

Thue Krog Andersen