– Det tog 6 måneder, inklusive understøbningen i beton, der skulle holde huset, når nu vi gravede ud til fundamentet. Vi gjorde det selv, jeg og børnene, og fik i alt kørt to containere med jord væk. Men det tjente to formål: loftshøjden og isoleringen, fortæller han.
Begge dele afgørende for, at kælderbadet kunne leve op til standarderne. Men også så det kunne få det præg af lækkert velværerum, hvor man kan trække hen til et langt karbad med musik i højtaleren, og det er en udfordring, når badet ligger i en rodet kælder og desuden fungerer som familiens vaskerum.
Løsningen er blevet en indbygget vaskemaskine og en vasketøjsskakt, der fører snavsetøjet direkte fra værelserne på førstesalen ned til skabet med vaskemaskinen.
– Man skal holde tungen lige i munden, for at rummet ser præsentabelt ud, for det har en stor betydning, hvordan der ser ud omkring dig, hvis du skal nyde dit karbad, fortæller Rasmus, der også tænkte meget over indretningen af badet.
– Rummet er i virkeligheden ret bredt, og så kan det hurtigt komme til at se komisk ud med badet, vasken og wc’et, der står og råber til hinanden fra hver sit hjørne. Det handlede om at gøre rummet mindre, og det gjorde jeg, ved at badekarret og bruseren er bygget op, som om de er gravet ind i væggen, fortæller Rasmus Skaarup.
Fliserne markerer overgangen mellem rummets forskellige zoner; en mosaik af små naturfarvede horisontale fliser på gulv og mur i opholdsdelen, og de klassiske hvide rektangulære fliser i badene.
– Jeg prøvede at slippe afsted med at bruge så få materialer som overhovedet muligt, for rummet kan lynhurtigt blive rodet til med kulørt vasketøj i lange baner på tørresnoren, fortæller Rasmus Skaarup.
Og det fungerer. Rummet virker både varmt, intimt og med lige præcis det anstrøg af velværelse, som familien drømte om. Der er bare én ulempe: Nu ser resten af kælderen påfaldende oprydnings- og renovationstrængende ud i sammenligning.
– Ja, det bliver jo nok næste projekt – resten af kælderen, griner han.