Hele fem færdige udkast lå klar på tegnebordet i løbet af de to år, det tog for designer og butiksindehaver Louise Toftekær og direktør Kasper Philipsen at beslutte sig endeligt for, hvordan deres drømmehus skulle se ud. Og da dagen endelig kom for, at første spadestik skulle drøne i jorden, var parret lige ved at råbe stop på grund af nerver.
Var de sammen med arkitekt Rasmus Bak fra Baks Arkitekter virkelig kommet i mål? Var det store hus på 450 m², der skulle opføres i beton med finurlige vinkler, rundinger, raffinerede detaljer ved blandt andet vinduespartier og skodder og sammensætningen af materialer, nu svaret på to års tanker og drømme? Efter endnu flere blikke på tegningerne var svaret ja.
– Vi havde købt den her grund, fordi den til den ene side støder op til et villakvarter med liv og legekammerater til vores børn og mod den anden side skråner voldsomt ned ad en bakke fra istiden, der giver et uforstyrret blik udover fantastisk natur. Ikke en nem grund at bygge på, og det var netop dén udfordring, der tvang os til at tænke skævt og kreativt. Vi ville ikke have en firkantet, stor kasse, men et hus, der skulle føles som et personligt, unikt mesterværk. Vi ville have det hele og fik det, siger Kasper Philipsen.