Husterapi

Kan en ombygning fungere som en slags hus-terapi, der får beboere og hjem på god fod med hinanden igen? I Camilla og Brian Da Costa Carlsens tilfælde – ja.

Historien begynder, da Brian, højgravide Camilla og deres datter Julie kom hjem fra juleferie til en vandskade. Ikke den store katastrofe, selv om det da var ærgerligt i deres efterhånden nyrenoverede 1960ʼer-hus og spritnye køkken. Forsikringen blev orienteret, lækagen fundet og der blev sat en affugter op. I mellemtiden kom lille Elias til verden, og alt imens kørte affugteren stadig – efterhånden til spædbarnsfamiliens irritation.

Trappen er det første man oplever, når man kommer indenfor, hvor lyset vælter ned for oven. Det dobbelthøje rum er måske spildareal for nogen, men for mig en måde at skabe oplevelser og samtidigt holde bebyggelsesprocenten nede.

Da vi fandt ud af, at der var skimmel i tagspærene, knækkede filmen for os. Nu var der efterhånden gået et halvt år, vi var genhuset i et kedeligt industrikvarter og vi ville bare gerne hjem.

– Vi fik en taksator ud, der også undrede sig over, at der blev ved med at være fugtigt. Så tog han en prøve, hvor han gravede noget ubestemmeligt op fra under gulvet. Jeg kunne nærmest se på hans ansigtsudtryk, at den ikke var god, fortæller Brian.

Det, som taksatoren gravede frem under gulvet, var slagger – et populært fyldmateriale fra husets barndom. Problemet er, at når slaggeren bliver fugtig, så er det umuligt at få tørt igen. Der var derfor ingen anden løsning end at bryde alt gulvet op og at få udbedret skaderne. Da lille Elias var 8 dage gammel blev familien genhuset. Imens viste udgravningen skimmel under gulvbrædderne i alle husets rum, og da der blev pillet ved lofterne, også problemer med taget.

– Da vi fandt ud af, at der var skimmel i tagspærene, knækkede filmen for os. Nu var der efterhånden gået et halvt år, vi var genhuset i et kedeligt industrikvarter og vi ville bare gerne hjem. Forsikringen dækkede ikke skaden på taget, og det eneste vi hørte var: flere reparationer, flere omkostninger, flere penge. Omvendt hang vi jo på det her hus og måtte gøre noget. Så midt i elendigheden valgte vi, trods alt, at prøve at se positivt på det hele, bruge flere penge og få realiseret nogle af de drømme, vi havde for huset. Det var faktisk en lettelse, at nå frem til det punkt, fortæller Brian.

Det var her, at Morten Dalsgaard fra m4 arkitekter kom ind i billedet.

– Morten (Dalsgaard, red.) er et positivt, roligt menneske – lige det vi havde brug for. Han havde stor empati for vores situation, og da vi sad på terrassen og fortalte om vores ideer og ønsker, begyndte han at skitsere og tegne med det samme. Imens sad vi bare og smilede – for nu begyndte vi at tænke i drømme og muligheder frem for bare skader, ulykke og økonomi, fortæller Brian.

Med arkitektens hjælp begyndte den husterapi og ombygning, der skulle vende familiens ulykke til en fordel og forvandle det fladtagede 60ʼer-hus til en skarp og moderne villa med en ny overetage.

– Det var faktisk på vores allerførste møde, at idéen om det høje rum med kig til hanebåndene i midten af huset opstod, fortæller Brian.

Arkitekt Morten Dalsgaard var i det hele taget fortrøstningsfuld, da han kom på opgaven og holdt fokus på at skabe plads og oplevelser i det ombyggede hus.

– Da fugtproblemerne var blevet løst, fejlede huset jo ikke noget. Hovedgrebet med ombygningen har været at vise – både ude og inde – at der er kommet en førstesal på. Trappen er det første man oplever, når man kommer indenfor, hvor lyset vælter ned for oven. Det dobbelthøje rum er måske spildareal for nogen, men for mig en måde at skabe oplevelser og samtidigt holde bebyggelsesprocenten nede. Der kommer ofte nogle gode ting ud af at skulle få sådan et regnskab til at gå op, fortæller arkitekt Morten Dalsgaard.

I den nye planløsning har hele familien fået soveværelser på den nye førstesal, og åbenheden til overetagen gør huset mere overskueligt og sætter de nye kvadratmeter i spil i indretningen, sådan som familien ønskede sig det.

– Vi var bange for ikke at komme til at bruge førstesalen, og var meget optagede af, at det ikke bare skulle blive et sted, man kun gik hen for at sove, siger Brian.
Trappen op til de 60 nye kvadratmeter har Camilla og Brian selv udtænkt ned til mindste detalje.

– Det var en god, afgrænset opgave, vi kunne hygge os med i ombygningen – en spændende og positiv proces. Trappen er jo en vigtig ting – den er hele nøglen til huset og det første, man møder, når kommer indenfor, siger Brian.

Udefra er huset mærkbart forandret, og det originale flade tag er erstattet af et klassisk sort tegltag på husets midterste krop. De oprindelige gule mursten er blevet filtset, og den nye overetage ser ud, som om den hører hjemme her og altid har gjort det.

– Det oprindelige hus havde en meget enkel form, og det er det tema, vi har ført videre. Førstesalen er tænkt som en forlængelse af huset med den samme facade, der fortsætter opad. På den måde ser det heller ikke så bombastisk ud, og de to husdele spiller fint sammen, siger arkitekt Morten Dalsgaard.

Camilla og Brian Da Costa Carlsen har i dag tilgivet deres hus for, at det forrådte dem, da de allermindst havde brug for det. Men som med alle store kriser, tager det tid at komme sig over dem.

– Det var meget surrealistisk at flytte hjem igen – vi havde jo aldrig rigtig prøvet at bo her med to børn. Camilla og hendes indretning var den bærende kraft i, at vi faldt på plads så hurtigt, som vi gjorde. Det tager tid at komme tilbage til sit hus efter sådan en omgang, men i dag er vi super stolte over alle de beslutninger vi har taget, siger Brian Da Costa Carlsen.