Tips og råd

Arkitektens 10 tips til en fremtidssikker bolig

Livet er fuld af overraskelser, og det er svært at forudse, hvordan de vil forme din boligsituation. Skal du bygge nyt hus eller ombygge din eksisterende bolig, bør du derfor ikke bare tænke på dine nuværende behov, men også gøre boligen klar til fremtiden og endda til fremtidige ejere. Arkitekt Tom Mose Petersen giver dig her sine bedste råd til en fremtidssikker planløsning i din bolig.

10 tips til en fremtidssikker bolig

  1. Lav lette konstruktioner
  2. Giv mulighed for udlejning, ældre familiemedlemmer eller egen virksomhed
  3. Gør klar til et tredje barn
  4. Tilpas ændrede familieformer
  5. Tænk over materialerne
  6. Indret mindre personligt
  7. Øg fællesarealerne
  8. Vær ikke bange for trappen
  9. Gør plads til en hobby
  10. Brug lys og rumhøjde

Se uddybning af rådene herunder.

1. Lav lette konstruktioner

Tænk fleksibilitet ind i din bolig ved at lave skillevæggene af lette konstruktioner som fx en gipsvæg. På den måde kan du nemt rive en væg ned, hvis du får brug for et større værelse, når børnene bliver stor og flytter hjemmefra eller de behov bare ændres. Installer med fordel dine el-installationer i de andre vægge.

2. Giv mulighed for udlejning, ældre familiemedlemmer eller egen virksomhed

Saml børneværelserne i den ene side af huset og forældreafdelingen i den anden og lav også særskilt badeværelse og indgang her. Når børnene flytter hjemmefra, kan forældrene flytte hen på deres værelser, mens den adskilte forældreafdeling let kan lejes ud, hvis man har brug for en ekstra indtægt eller simpelthen har for meget plads.  Det kan også betyde, at et ældre familiemedlem kan flytte ind, eller at du kan lave egen virksomhed. 

3. Gør klar til et tredje barn

En stor del, af de opgaver jeg får, handler om familier, der skal have bygget til, fordi de uventet venter et tredje barn og derfor mangler et værelse. Flere arkitekter i tidens løb har forebygget problemet ved at gøre stuen vinkelformet. Derved kan vinklen skæres af og bruges som et ekstra værelse, hvis familien udvides. Det er dog paradokssalt at gøre fællesarealet mindre i takt med et ekstra familiemedlem. Jeg anbefaler derfor, at man ligger de to første børneværelser ved siden af hinanden. Kommer barn nummer tre, må de to værelser deles i tre og altså blive mindre.  Et fælles legerum kan gøre op for de færre kvadratmeter og samtidig øge samværet børnene imellem.

4. Tilpas ændrede familieformer

De fleste boliger er indrettet til én familieform med mor, far og to børn. Men vil du øge målgruppen til din bolig og give andre mulighed for at flytte ind på villavejen, så lav adskilte afdelinger med badeværelse og placer de private rum omkring et stort fællesrum, så fire singler kan bo der sammen eller to små familier kan dele pladsen. Din bolig er dybest set en handelsvare, og her kan det være smart, at mange kan bruge din bolig.

5. Tænk over materialerne

Lav et hus, der kan holde til, at man skiller motorcyklen på køkkengulvet eller tager et par planter med ind og planter om. Mange huse er bygget i mindre robuste materialer, hvor aktiviteter er forbudt af skræk for at lave buler i gulvet. Skift derfor parketgulvet i køkkenalrummet og fællesarealerne ud med keramiske fliser eller betonsten og nøjes med trægulv i de private rum, hvor du og familien sover. Fliserne er solide og kan holde til det meste i mange år. Men det er ikke kun materialerne, der vil holde i længden. Det vil et hus, man kan bruge til aktiviteter også.

6. Indret mindre personligt

Undgå at lave boligens rum, så de lige præcis passer til dig eller dine børn, for det mindsker sandsynligheden for, at de næste beboere kan bruge dem. Rum skal gerne kunne indrettes på flere måder og til forskellige behov. Tænk derfor over, at de både fungerer med en enmandsseng og en dobbeltseng eller som kontor. 

7. Øg fællesarealerne

Vi bruger mange kvadratmeter på store tomme værelser og gangarealer. Groft sagt ligger to tredjedele af boligen derfor næsten stille det meste af tiden, mens man som familie er sammen. Bygger du nyt, bør du derfor skrue op for fællesarealerne og ned for størrelsen på de private rum. I midten af boligen kan det store rum placeres og deles op i mindre zoner, mens de små private rum kan ligge langs med, så gangarealer undgås. Den slags planløsning, fungerer godt for de fleste, og den giver flere timer sammen. 

8. Vær ikke bange for trappen

Mange boligejere vil gerne blive boende i deres hus resten af deres liv. Og her er spørgsmålet, om en trappen er farlig, tit oppe at vende. Her er jeg dog af den mening, at det er den ikke. De fleste kan godt komme op ad en trappe. Og en aktiv bolig er også med til at holde dig frisk og rørig over et langt liv. Men indret med fordel et badeværelse deroppe og let adgang dertil, så førstesalen potentielt kan lejes ud som en selvstændig bolig. Det kan også være smart, hvis du bliver skilt, eller boligen er for stor, når børnene flytter.

9. Gør plads til en hobby

At have plads til din hobby i huset, vil gøre dig gladere og give dig lyst til at blive boende. Indtænk derfor mulighed for fx et værksted eller et krearum, når du bygger eller bygger om. Alternativt kan du gøre børnenes værelser klar til at blive lagt sammen, så du kan udfolde dig, når de er flyttet hjemmefra. Placer derfor disse værelser ved siden af hinanden.

10. Brug lys og rumhøjde

Leg med lys og rumhøjde i din bolig, og få dermed nogle bedre og mere anvendelige rum. Mangel på dagslys kan nemlig dræbe hjørner af en bolig, så de ikke bliver brugt. Især det store fællesrum er oplagt at gøre højloftet med ovenlys. Lyset vil fremhæve rummets zoner, og det høje loft vil øge rumligheden og give mulighed for flere aktiviteter - fx at holde en stor fest.

Få vores BYGGEGUIDE gratis

Modtag konkret hjælp til dit byggeprojekt med vores BYGGEGUIDE, som vi sender med, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Venligst udfyld en valid e-mail

Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.