Hvem bor i huset: Marie, Jacob og deres tre døtre Asta, Karoline og Ida-Marie på henholdsvis 9, 6 og 3 år.
Det fik familien: Et nybygget hus i et plan på 175 m². Huset har fire værelser, et kontor, en stue med køkkenalrum, to badeværelser, en stor entré og en gang, der samtidig fungerer som bryggers.
Proces: I 2015 købte Marie og Jacob en grund i udkanten af København. Herefter tog det ni måneder at tegne huset og indgå kontrakt med entreprenøren. En længere periode end normalt, fordi familien havde ændringer og tilføjelser til arkitekternes tegninger og materialevalg. I august året efter gik byggeriet i gang, og huset stod færdig syv og en halv måned senere i april 2017. Da familien flyttede ind, gik de selv i gang med at lave haven og bygge terrassen. De har også selv sørget for køkkenet og skabene i entréen, og desuden kommet med en masse ideer og forslag undervejs i processen. Under byggeprocessen havde Marie og Jacob hyret en ingeniør til at styre projektet på byggepladsen.
Materialer udvendigt: Trælameller i sortmalet, trykimprægneret fyrretræ og tagpap på taget.
Materialer indvendigt. Plankegulve fra Dinesen i lud- og sæbebehandlet douglasgran, alkove med skrivebord i kontoret i egetræsfiner. Køkken, skabe og alkove i entreen i hvide elementer fra Kvik.
Pris 3,1 million kroner eksklusiv grund. Hjælpen fra 2r Arkitekter kostede cirka 75.000 kroner. For den pris tegnede de idéoplæg, skrev beskrivelse for familien og anbefalede entreprenør. Familien rettede selv planløsningen til og kom med ideer. Familien har desuden selv bygget terrasse og lavet det meste af haven, der var en stor pløjemark uden noget, da huset stod færdigt.