Projekt

Atriumvilla med integrerede uderum og hverdagsluksus til familien

Huse fra 00'erne og frem
  • Nem vedligeholdelse
  • Optimal udnyttelse af dagslys
  • Sammenhæng med uderum

Denne nybyggede atriumvilla ligger tæt ved vandet og er skabt med fokus på samspillet mellem boligens indre rammer og de integrerede uderum. Planløsningen er disponeret med stor omtanke, så hver kvadratmeter udnyttes optimalt og er skræddersyet til familiens behov – uden spildplads.

Villaen folder sig omkring et privat atrium, hvor store glaspartier lukker dagslyset ind og skaber transparens gennem hele huset. Fra spisepladsen kan hverdagen lige så naturligt flyttes ud i atriet som i den frodige have. Her er skabt endnu et opholdsrum – delvist overdækket og med en pergola, der både giver let afskærmning og tegner smukke skyggemønstre i dagens lys.

Boligen er indrettet til en familie med plads til teenagerne i husets forreste del, fælles leverum i midten og en privat forældreafdeling bagerst. Masterbadeværelset er udført i naturmaterialer, der tilfører en sanselig spa-følelse, og herfra er der adgang til et udendørs badeområde, afskærmet af vinklede trælameller – hverdagsluksus lige uden for døren.

Materialerne er nøje udvalgt med respekt for beliggenheden tæt ved stranden: lyse gule mursten, varme trædetaljer og en arkitektur, hvor lys og skygge spiller en aktiv rolle – både ved indgangspartiet, i pergolaen og på terrasserne.

Rådgivning omfattede

  • Skitseforslag

Om beregning af priserne

To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.

Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.

Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.

Louise Balle Rosberg