Projekt

Mere plads, mere lys og bedre kontakt til haven

  • Familievenlige løsninger
  • Sammenhæng med uderum
  • Æstetisk sammenhæng

Da familien ønskede mere plads i deres rækkehus fra 1950'erne, handlede det ikke kun om at tilføre flere kvadratmeter. Ambitionen var også at skabe en bolig med en stærkere sammenhæng mellem hus og have og en planløsning, der passede bedre til familiens hverdag.

Løsningen blev en tilbygning, der tilfører huset en ny stue i stueplan og et ekstra kælderrum under tilbygningen. Samtidig blev boligens eksisterende kvadratmeter disponeret på ny. Stuefunktionen er flyttet til det nye opholdsrum, mens køkkenet er udvidet ind i husets tidligere spise- og dagligstue. Resultatet er et rummeligt køkken-alrum, der skaber mere luft omkring husets funktioner og en bedre sammenhæng i hverdagen.

Tilbygningen er placeret mod haven, hvor et stort glasparti åbner boligen mod de grønne omgivelser. Dagslyset trækkes dybt ind i huset, og facaden kan åbnes op, så grænsen mellem inde og ude udviskes, og livet kan flytte ud på de omkringliggende terrasser.

Tilbygningens tagform giver den nye stue ekstra rumhøjde, samtidig med at udsigten fra værelserne og badeværelset på førstesalen bevares. Taget er beklædt med sedum, som giver et grønt og levende kig fra husets øvre etage gennem årets skiftende sæsoner.

I forbindelse med ombygningen er husets funktioner reorganiseret, og et tidligere badeværelse har givet plads til et nyt gæstetoilet.

Der er arbejdet omhyggeligt med mødet mellem eksisterende og nyt. De oprindelige facadesten er bevaret og står i dag som en indvendig væg i den nye stue. Murværket tilfører karakter og gør husets historie til en synlig del af indretningen.

Også udvendigt er tilbygningen nøje afstemt med det eksisterende hus. Murværket er udført i krydsforbandt som den oprindelige bygning, og facaden er muret med en kombination af to forskellige mursten for at ramme den rette nuance. Samtidig gør tilbygningens form og det markante glasparti det tydeligt, at der er tale om en nutidig tilføjelse. Resultatet er en harmonisk helhed, hvor nyt og gammelt spiller sammen uden at miste deres egen identitet.

Bæredygtige tiltag

Biodiversitet
Dagslys/passiv solvarme
Lavenergiruder/vinduer

Rådgivning omfattede

  • Skitseforslag
  • Myndighedsprojekt

Om beregning af priserne

To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.

Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.

Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.

Louise Balle Rosbjerg