Sommerhuset er en ombygning af den ikoniske Café Jorden Rundt ved Svanemøllen på Østerbro, tegnet af Kim Utzon i 2001.
Bygherre havde fået hammerslag på det modulopbyggede, runde hus, som var skilt ad til et kæmpe samlesæt, bestående af 16 lige store “lagkagestykker” fra den tidligere café inkl. alle faciliteter. De mange forskellige dele skulle sammensættes på ny, før det igen kunne kaldes et hus. Caféstykkerne var opmagasineret i Københavns Nordhavn i en kæmpestor hal. Det var både vores og bygherres ønske at bevare så meget som muligt af den gamle café.
Bygherre havde erhvervet sig en grund med en fantastisk og uspoleret udsigt udover havet. Der var samtidig en del terrænforskel på grunden, hvilket der skulle tages højde for i projekteringen, da den oprindelige café lå på en helt flad grund. I samarbejde med en lokal ingeniør blev der fundet en løsning på, hvordan vi på en fornuftig måde kunne fundere huset. Den endelige løsning giver et indtryk af et "svævende" hus, der på nærmest poetisk vis krager ud over skrænten ned mod stranden.
Husets entré er med adgang gennem det gamle hoveddørsparti til caféen - med den oprindelige skiltning, åbningstider osv. bibeholdt. Det ”halvmåneformede” alrum/stue strækker sig over hele husets længde. Mod dette fælles rum støder tre værelser med adgang til bad og toilet til. Derudover et orangeri. Der er omkring huset udført mindre terrasser med udvalgte kig til havet. Husets indre uderum er en stor cirkulær terrasse, hvor bræddernes mønster understreger husets overordnede cirkulære form.
Efter en byggeperiode på ca. 9 måneder var de mange brikker igen samlet til et nyt og lækkert sommerhus for familien.
To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.
Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.
Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.
Per Hartwig