Nybyggeri
Familien ønskede et funktionelt og stemningsfuldt sommerhus, hvor både forældre, teenagere og gæster kunne finde deres eget sted, samtidig med at huset skulle samle familien omkring fælles oplevelser. Grunden lå i første række til Isefjorden, men uden det havkig, man normalt forbinder med en så attraktiv placering.
Løsningen blev et kompakt sommerhus på 99 m² med fire værelser, to hemse og et stort opholdsrum med køkken og spiseplads som husets naturlige samlingspunkt. Hemsene tilfører ekstra plads uden at øge boligarealet og giver samtidig adgang til de kig over Isefjorden, som grunden ikke tilbyder fra terræn.
Arkitekturen tager afsæt i det klassiske A-hus. Formen er videreudviklet som to saddeltage, der er flettet ind i hinanden. Flere steder trækkes tagfladerne helt ned mod terrassen, hvilket skaber læfyldte opholdszoner og overdækkede områder til opbevaring.
Det færdige sommerhus ved Isefjorden opleves større, end kvadratmeterne umiddelbart antyder. Den gennemtænkte planløsning giver plads til både privatliv og fællesskab, mens de mange udgange til terrassen gør det nemt at bevæge sig mellem inde- og udeliv. Det betyder, at huset fungerer lige godt til en weekend for familien som til sommerferier med gæster.
Materialerne er valgt med fokus på holdbarhed og et naturligt udtryk. Den udvendige granbeklædning er særligt velegnet til det danske kystklima, mens terrasser i douglasgran og indvendige overflader med lerpuds bidrager til et sundt og behageligt indeklima.
Dette sommerhus ved Isefjorden forener funktionalitet, arkitektonisk karakter og nærheden til naturen i en bolig, der opleves langt større end sine 99 m².
To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.
Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.
Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.
Daniel Nielsen