Projekt

Orden i labyrintisk hus

  • Bedre udnyttelse af m2
  • Bedre sammenhæng med uderum
  • Familievenlige løsninger

Det begyndte som et sommerhus i 1920. Tre generationer og adskillige om- og tilbygninger senere overtog familien huset, der med sine 253 m2 hulter-til-bulter-rum gav arkitekten en del hovedbrud, før brikkerne faldt på plads.

Mette og Enricos hus, som de købte efter mange års ophold i udlandet, var nærmest en labyrint af rum, og da det samtidig med tiden var blevet bygget om til at huse to familier, var der nok at tage fat på. Før de skrev under på slutsedlen inviterede de derfor arkitekt Anders Barslund ud for at bese huset. Og kun hvis han kunne få en velfungerende indretning ud af denne rum-forvirring ville de købe huset, hvis største kvalitet var en fantastisk beliggenhed ud til skov og tæt på Dyrehaven nord for København. Men Anders Barslund kunne se kvaliteter i det gamle rødstenshus fra 40’erne, så han gik i gang med rydde op. Derfor er det i dag noget af en aha-oplevelse at træde ind i det, der udefra tegner ret beskedent. Men man kommer lige ind i et imponerende køkken med direkte kig til haven og videre til skoven. Barslund har også på elegant vis løst opgaven med at indrette en gæsteafdeling til Mettes forældre, som er bosiddende i Holland, men ofte er på besøg. I køkkenets skabsvæg i røget eg gemmer der sig nemlig en ”hemmelig” indgang, som fører ind til en gæsteafdeling med soveværelse og bad. Anders Barslund har haft blik for at bevare husets kvaliteter som fx de fine skabe fra 40erne i værelserne, trappen til kælderen og det fine parketgulv i dele af huset. Men ellers er der vendt totalt op og ned på indretningen af det gamle hus.
Pris 2,5 mio. kr. Arkitekthonorar 200.000 kr. Rådgivningen omfattede alt fra skitseforslag til byggeledelse samt inventardesign og koordinering af alle materialeleverancer.

Rådgivning omfattede

  • Kontakt og idé
  • Skitseforslag
  • Projektering
  • Byggeledelse og -tilsyn

Om beregning af priserne

To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.

Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.

Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.

Anders  Barslund

Anders Barslund