Projekt

Parterrevilla med udsigt, ro og luksus i hverdagen

Huse fra 00'erne og frem
  • Fokus på optimal udnyttelse af grundens terræn
  • Sammenhæng med uderum
  • Æstetisk sammenhæng

På kanten af et villakvarter – med åbne marker som nærmeste nabo – ligger denne eksklusive villa. Allerede fra vejen begynder oplevelsen: en lang flisegang og en pergola leder øjet og kroppen mod hoveddøren, mens en markant muret skive signalerer både åbenhed og privathed.

Huset er opført i hvide mursten i Flensborg-format, hvor de tilbagetrukne vandrette fuger skaber et raffineret spil af lys og skygge. Varme trædetaljer og mørke vinduesrammer fuldender det enkle og eksklusive udtryk.

Grunden falder markant, og villaen er derfor disponeret som en parterrevilla. Man ankommer på øverste etage, der rummer entré, køkken-alrum, stue, bryggers og forældreafdeling. En trappe i alrummet fører ned til parterre-etagen, hvor en ungdomsafdeling med to værelser, badeværelse og aktivitetsrum er placeret.

Der er arbejdet nøje med kontakten til udearealerne på begge etager. Overalt kan man åbne dørene og trække livet udenfor til terrasser og overdækkede områder, der forlænger årets sæsoner.

Indvendigt er stemningen næsten hotelagtig: slebne betongulve, skræddersyede inventarer i træ og de hvide mursten, der fortsætter fra facaden, skaber en rolig og gennemført materialepalette. Planløsningen er åben og flydende med et minimum af døre, hvilket giver sammenhæng og luft.

I master bedroom når luksusstemningen sit højdepunkt – her vågner man til udsigten over markerne og dagens første lys. Masterbadet er indrettet som en privat spa, med et stort bruserum beklædt med natursten og ovenlys, der lader himlen være en del af oplevelsen.

En villa, der omfavner landskabet og gør hverdagen let, lys og luksuriøs.

Bæredygtige tiltag

Lavenergiruder/vinduer

Rådgivning omfattede

  • Interiørdesign
  • Skitseforslag

Om beregning af priserne

To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.

Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.

Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.

Louise Balle Rosberg