Projekt

Udstillingshus på skrånende grund med udsigt og uderum

Huse fra 00'erne og frem
  • Fokus på optimal udnyttelse af grundens terræn
  • Fokus på at udnytte grundens udsigt
  • Sammenhæng med uderum

Dette hus er tegnet som udstillingshus for DinBOLI, med ambitionen om at skabe et hus, man oprigtigt havde lyst til selv at flytte ind i.

Udgangspunktet var den skrånende grund på kanten af et villakvarter med åbne kig mod landskabet og skoven i horisonten. Huset lægger sig naturligt i terrænet, hvor niveauforskellene bliver en aktiv medspiller i arkitekturen.
Huset er organiseret som to længer, der mødes i et T og skaber en klar og rolig struktur. Den ene længe følger terrænets kurver og rummer entré, bryggers, værelser og funktioner under ét samlet tag.

Den anden længe ligger vinkelret på terrænet og rummer køkken-alrum, stue og masterafdeling orienteret mod udsigten og uderummene. I denne del af huset arbejder arkitekturen aktivt med terrænet gennem niveauspring, forskydninger og variation i loftshøjder, der skaber bevægelse, rumlighed og kig på tværs gennem boligen.

Planen er tegnet med fokus på hverdagslivet og de praktiske funktioner, som får en familiebolig til at fungere i virkeligheden. Funktioner som entré, bryggers, opbevaring og backstage-køkken er tænkt som integrerede dele af arkitekturen frem for sekundære rum.
Køkken-alrummet fungerer som husets naturlige centrum.

Store vinduespartier mod begge sider skaber gennemlys og forbinder huset med uderummene. Husets T-form danner både åbne opholdsrum mod landskabet og mere intime uderum med læ og aftensol.

Materialerne er valgt med fokus på varme, stoflighed og holdbarhed. Udvendigt skaber mørke teglsten tyngde og ro, mens træbeklædningen tilfører varme og blødhed.

Detaljer som det runde murede hul ved indgangen understreger husets fokus på materialitet og håndværk.
Indvendigt fortsætter den varme materialepalette med træ, taktile klinker og dæmpede nuancer. Overfladerne er valgt for deres stoflighed og sanselige karakter frem for et skarpt og stringent udtryk. Gardiner, træsorter og materialer med liv bidrager til en rolig og imødekommende atmosfære gennem hele huset.

Huset er tegnet med ønsket om at skabe mere end flotte rum – men et hjem med nærvær, varme og plads til hverdagslivet.

Bæredygtige tiltag

Dagslys/passiv solvarme
Isolering af tekniske installationer og rør
LCA vurderet
Lavenergiruder/vinduer

Rådgivning omfattede

  • Interiørdesign
  • Havedesign
  • Skitseforslag

Om beregning af priserne

To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.

Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.

Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.

Louise Balle Rosbjerg