Lav hellere fællesrum store end store børneværelser og værelser generelt. Små børn er alligevel der, hvor forældrene er, og det er rart at have plads, når man skal være sammen.
I en lejlighed kan man ikke løbe ud i en have med trampolin og gynger. Husk derfor at skabe rum, hvor børnene kan bevæge sig. Indsæt fx en stor madras til at tumle på eller en gynge i loftet.
Hæng reoler og lign. fast på væggen i stedet for at stille det på gulvet. Det giver en lethed og fornemmelse af mere gulvplads. Samtidig gør det indretningen mere sikker, når børnene løber rundt.
Børn behøver ikke hver deres værelse. Det er hyggeligt at bo sammen, og det er praktisk, at man som forælder kan putte flere på samme tid.
Som familie i en lejlighed har man brug for masser af opbevaringsplads. Når du ombygger din lejlighed, så overvej at tilføje masser af indbyggede skabe. Skabene kan give flere ledige kvadratmeter andre steder og udnytter lejlighedens sparsomme plads optimalt.
Inddel din lejlighed med forældreværelse i den ene ende, fællesafdeling i midten og børneafdeling i den anden ende. På den måde er det lettere at begrænse rod og legetøj i dets færden rundt i hjemmet. Desuden kan børn og voksne larme hver for sig, uden at de andre skal høre på det.
Skydedøre fjerner uro og tager ikke plads som en almindelig dør gør. Man skal dog være opmærksom på, at der vil være en sprække under, da den ikke lukker tæt. Lydisoleringen er derfor dårligere.