Boligreportage

Arkitekten tryllede - Fra 3 til 5 værelser

Familien i denne lejlighed ville gerne have flere værelser, så alle 3 børn kunne få deres eget. Men de havde svært ved at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Med hjælp fra en arkitekt fik familien skabt en lys og kreativ planløsning med plads til alle.

- Vi kunne simpelthen ikke selv finde en løsning.  
Så klar i mælet er Birgitte Løkke, når hun fortæller, hvorfor hun og hendes mand Anders Dam valgte at kontakte en arkitekt for at få lavet en 3-værelses lejlighed om til en 5-værelses midt i København K mellem søerne og Botanisk Have.

Birgitte Løkke havde indrettet kontor og virksomhed i en kælderlejlighed, der lå under naboens lejlighed. Men da deres egen 3-værelseslejlighed begyndte at føles for snæver til dem og deres tre teenagedøtre, gav arkitekt Thomas Hjort fra m4 Arkitekter og medlem af Danske BoligArkitekter dem den idé, at de kunne bytte lejlighed med naboen.

For hvis de rådede over en stuelejlighed og en kælderlejlighed lige over hinanden, var der mulighed for at tænke i helt nye planløsninger.

- Det var naboen heldigvis med på. Med to treværelseslejligheder over hinanden, var det for eksempel pludselig nemmere at flytte rundt på rørføring og andre installationer. Arkitekten fik vendt rundt på alle tanker, fortæller hun og tilføjer:

-Han fik os til at se, at man sagtens kunne flytte både køkken og bad og dermed skabe helt nye rumløsninger og mere lysindfald, forklarer Birgitte Løkke.

Thomas Hjort tegnede forslag, og så tegnede Birgitte Løkke og hendes mand videre. De er begge landskabsarkitekter, men selv om det er udendørs arealer og ikke boliger, de er vant til at tegne, kunne de bruge deres egne evner til at sætte streger og tænke videre.

- Det var dog helt klart arkitekten, der fik det hele til at hænge sammen. Og han lyttede meget til vores behov og forstod vores familie. Vi ville gerne have, at alle kunne have deres eget værelse at trække sig tilbage på. Men samtidig ville vi bruge mest plads på fællesarealer, fordi det er her, vi bruger mest tid, siger Birgitte Løkke.

Hvor hun og hendes mand var ude i alle mulige krummelure-løsninger med en hems hen over trappen til den nederste lejlighed, kunne de godt se, at Thomas Hjort var mere på rette spor, når han holdt fast i, at de havde brug for regulære rum.

FAKTA OM OMBYGNINGEN

Familien fik: Ombygget deres 3-værelses lejlighed i København til en 5-værelses med nedgang til 90m2 erhvervslokale i kælderen. Ombygningen gav familien en helt ny planløsning, nyt køkken og bad samt etablering af trappe til underetagen.

Byggepris: Ca. 500.000 kr. inkl. arkitekthonorar og håndværkerudgifter

Arkitekten så nemlig den største udfordring i at sikre, at der var en høj grad af gennemlysning i lejligheden, selv om der kom flere og mindre værelser.
- Ved at flytte køkken og bad ind på midten, kunne vi skabe værelserne ude langs med vinduerne mod gården og gaden. Og så lavede vi nogle løsninger, der også sikrede lys gennem rummene i midten. For eksempel et smalt vindue inde i køkkenet, som fører ud til et værelse, hvorfra der kommer dagslys, forklarer Thomas Hjort.

En anden udfordring ved ombygningen var, at Birgitte Løkke og Anders Dam ikke havde ubegrænsede midler. De havde knapt en halv million til at lave nyt køkken og bad, trappe ned til kælderlejligheden og ændre på hele planløsningen.
- Det gjorde selvfølgelig, at vi tænkte kreativt. For eksempel købte vi et billigt køkken og skar derefter selv nogle fine låger ud i MDF-plader og malede dem mange gange for at sikre holdbarhed og glans. Vi havde heller ikke råd til en dyr køkkenbordplade, så vi købte en almindelig bøgeplade og sortbejdsede den, sleb den ned og gav den en hel masse lak. På den måde fik vi en både praktisk, holdbar og flot bordplade, forklarer Birgitte Løkke.

Arkitekten fik vendt rundt på alle tanker. Han fik os til at se, at man sagtens kunne flytte både køkken og bad og dermed skabe helt nye rumløsninger og mere lysindfald

Arkitektens bedste ombygningsråd

  • Gennemtænk dine ønsker og behov grundigt og vær opmærksom på dine brugsmønstre i den nuværende bolig – hvad fungerer og hvad kan optimeres.
  • Vær åben over for nye muligheder og brug arkitekten til at identificere de løsninger, som du ikke selv har fantasi til at udtænke.
  • Klarlæg budgettet – husk at tillægge 10 -15 % oveni til uforudsete udgifter.
  • Læg en realistisk tidsplan, der harmonerer med dit budget, byggeprojektets omfang og hvor meget tid, du selv kan lægge i projektet.
  • Skaf referencer, før du hyrer håndværkere – husk at de mest pålidelige anmeldelser er dem, du får hos venner og bekendte.

Tip: Lav smukt mosaikgulv af billige badeværelsesfliser

Familien ønskede sig et lidt anderledes badeværelsesgulv og fik idéen til et gult mosaikgulv. Birgitte Løkke brugte nogle dage på at lægge sit mosaikgulvet selv. Her får du hendes opskrift:

  • Køb almindelige badeværelsesfliser i den farve, du ønsker. Gerne billige.
  • Slå fliserne i stykker.
  • Læg stykkerne ud over gulvet.
  • Se hvilke former, der passer sammen.
  • Hold mønsteret i en åben form, så du ikke bliver trængt op i et hjørne, hvor du ikke kan få noget til at passe.
  • Lim flisestykkerne fast, efterhånden som mønsteret bliver lagt fast.
  • Fug til sidst mellem flisestykkerne.
Thomas Hjort

Thomas Hjort