Billedserie

7 annekser der giver plads til sommerens gæster

Glem alt om triste skure og mørke gæstehytter. Her får du 7 små mesterværker, der alle er tegnet af arkitekter, og som helt sikkert vil få dine feriegæster til at blive hængende et par dage mere.

I ét med naturen

Sommerhuset i sølvgråt cedertræ af arkitekt Lotte Elkiær ligger som en elegant komposition af forskudte trææsker og -rammer, der visuelt forbinder annekset længst til højre med terrassen, udekøkkenet og hovedhuset til venstre. De syv trærammer langs terrassen har indbyggede bænke, plantekasser, et solsejl og plads til hængekøjer, hvorfra gæsterne kan nye udsigten til vandet. 

Annekset skærmer for indkig

Med en beliggenhed tæt på vej og naboer, tegnede arkitekt Søren Sarup et anneks, der udover at give ekstra sovepladser til sommergæsterne også løser sommerhusets problemer med indkig. Anneks og hovedhus er disponeret, så de danner et lukket og ugenert gårdrum, hvor der samtidig er læ og masser af sol i løbet af dagen. Annekset er indrettet med små køjerum i munksecelle-stil. De tjærebehandlede træflader giver en varme til uderummet og passer godt ind i den barske natur ved Vesterhavet.

Udsigt og eget udebad

Annekset her af arkitekt Nanna Bering er kun 15 kvadratmeter, men byder på masser af ferieluksus til gæsterne. Annekset er placeret højt i klitlandskabet, og den fantastiske udsigt kan nydes uanset om man sidder på den overdækkede terrasse, slapper af på hemsen indenfor eller tager en bruser i udebadet. Annekset har fire sovepladser, et lille toilet og et mindre skur på bagsiden. Lidt længere nede ad skrænten, er der blevet plads til et vildmarksbad. 

I læ for blæsten

I det barske og forblæste klitlandskab på Grenen har arkitekt Lars Bo Poulsen fra N+ P Arkitektur tegnet et sommerhus, der så at sige vender ryggen til blæsten. Mellem sommerhusets hovedhus og det lille anneks er der skabt et smukt indrammet og ugenert gårdrum med flere læ- og solterrasser. Sommerhusets cedertræfacader og det grønne sedum-tag får huset til at falde stilfærdigt ind i landskabet.

Til gear og gæster

Dette lille listebeklædte anneks ved Vesterhavet bruges primært til opbevaring af hobbygrej, cykler og udstyr til vandsport. Annekset har store porte, så grejet nemt og hurtigt kan komme ind og ud. De indvendige vægge er beklædt med birkefiner, og i gavlen åbner en stor karnap for udsigten til havet. Annekset er tegnet af arkitekt Hanne Lind-Bonderup, og det kan i en håndevending omdannes til overnatningssted for sommergæster.  

En tro kopi

I Rørvig har arkitekt Eva Brørup tegnet dette fine, stråtækte anneks, der er en miniudgave af hovedhuset. For at give gæsterne lidt mere privatliv er annekset placeret i et fredeligt hjørne af naturgrunden og i skjul fra hovedhuset. Annekset fungerer næsten som en selvstændig bolig og er indrettet med tekøkken, badeværelse, og soveværelser med indbygget hems.

Alkover på række

I arkitekt Søren Sarups eget sommerhus ved Vesterhavet fungerer annekset som et selvstændigt arkitektonisk element, der danner ryg og beskytter terrasser og hovedhus mod den barske blæst. I annekset er der plads til Søren Sarups surfervenner, der gerne tager et smut forbi. Annekset er indrettet spartansk men hyggeligt, som en række alkover, der kan lukkes af med store glasporte. 

Få vores BYGGEGUIDE gratis

Modtag konkret hjælp til dit byggeprojekt med vores BYGGEGUIDE, som vi sender med, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Venligst udfyld en valid e-mail

Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.