Ombygning
Projekt
Beliggende direkte ud til det rekreative naturfredede areal, Blovstrød Enge i Nordsjælland, ligger et klassisk parcelhus fra 1973. Boligen er blevet ombygget og moderniseret inde og ude, og fremstår nu som en moderne familiebolig med et stort, indbydende køkken/alrum som det samlende miljø.
Boligen fået nyt tag, nye vinduer og brystninger, samt en overordnet modernisering af materialer, installationer, overflader og indretning. Hvad der tidligere var en smal stue med en dunkel spisekrog og et afsides, lukket køkken, er efter ombygningen blevet et dynamisk og gennemlyst leverum med køkken/alrum og stue, og masser af blødt dagslys og udsyn til engen og haven på tværs af huset. Der er overalt i huset arbejdet med en ny rolig farvesætning, der skaber sammenhæng på tværs af rum og funktioner i hele den ombyggede bolig.
Med den nye, delvist åben planløsning og nye åbninger i facaderne, kommer dagslyset og kontakten til omgivelserne i højere grad i spil som rumlige kvaliteter i boligens nye fællesrum. I denne klassiske parcelhustype er det ofte facaderne, der bærer taget, hvilket efterlader en stor grad af frihed til at gentænke planløsningen, da der sjældent er bærende skillevægge. Til gengæld har vinduerne ofte en bærende funktion, da de ligger i niveau med murkronen og tagets bærende rem. Dette bør tillægges opmærksomhed ved vinduesudskiftning og facadeændring.
Kornbeck + Bonde boligarkitekter har udarbejdet skitseforslag til ombygningen med ny planløsning, disponering og design af køkken, oplæg til materialer, overflader og stemning i den fremtidige bolig, samt inddragelse af ingeniør. På den baggrund har familien efter eget ønske selv kunne facilitere den nødvendige detailprojektering, udbud til entreprenør og udførelse.
To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.
Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.
Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.
Michael Kornbeck