Projekt

Nyt Byhus i et nutidigt formsprog - Præmieret Arkitektur

  • Optimal udnyttelse af dagslys
  • Optimal udnyttelse af m2
  • Sammenhæng med uderum

Projektet er udarbejdet på baggrund af bygherres ønske om at opfører et nyt byhus med en mere tidssvarende funktionalitet og arkitektonisk formsprog. Det var ikke muligt at bygge videre på det eksisterende hus indenfor bygherres økonomiske ramme da der var flere byggetekniske forhold som gjorde at dette ikke var muligt, bl.a. at huset stod uden fundament. Det tidligere hus lå visuelt undertrykt og klemt i gadebilledet set i forhold til de to nabobygninger der rejser sig på hver sin side. Det nye hus er ført op i højden således at dens fremtoning passer ind med nabobygningerne. De udvendige linjer forholder sig til nabohusene i form af højde og taghældning. Facade mod vejen er opbygget med en forskydning i form af en karnap som er gennemgående på begge etager. karnappen åbner samtidig op for at indgangspartiet kan trækkes ind bag ved facaden men samtidig markeres smukt med trælameller der modvirker direkte indkig fra vejen men muliggør at lyset ved indgangspartiet smukt bryder lamellerne hvorved indgangen fremstår lys og indbydende.

Baghuset adskilles visuelt fra hovedhuset ved at beklæde dette med vertikale trælameller der dels giver facaden et smukt spil og samtidig danner værn for passagen som danner adgang fra 1. salen til de øvrige udearealer. Baghusets vil således fremstår som en arkitektonisk overgang mellem hus og have.

Fra indgangsdøren føres man direkte ind i entréen der med sin direkte forbindelse til 1. salen som leder gæster og husets beboere direkte op til husets primære rum. Rytterlys over trappen vil kaste et smukt lys ned over trappen for at markere dens skulpturelle effekt og samtidig sprede dagslys i entréen, samt sprede lys på den gennemgående skillevæg.

Entréen er yderligere udformet med fokus på funktion og opbevaring og giver adgang til 3 funktionelle værelser samt bagbygningen der indeholder voksenafdelingen med eget badeværelse.

1. salen indeholder husets primære rum hvor køkken-/alrum er udformet så udsigten mod syd over Kolding by kan nydes fuldt ud mens dagens praktiske gøremål udføres. Altanen mod vejen rummer muligheden for at sidde ved et lille cafébord og favne de smukke omgivelser. Køkken-/alrummet har yderligere adgang til passagen der forbinder rammerne om det primære ophold udenfor når vejret tillader det.

Fra stuen kan udsigten ligeledes betragtes uden at give afkald på en god vægflade hvor TV og tilhørende møbler kan placeres i et skulpturelt spil på den solitært stående væg. For at sikre en god funktion på 1. salen er der placeret et toiletrum i knudepunktet mellem køkken-/alrum, stue, trappeforbindelsen og passagen – lidt tilbagetrukket så man ikke føler at dørforbindelsen vender direkte ud til et af de omkringliggende rum.

Huset er prisbelønnet af Kolding Kommune i kategorien “Borgernes favorit”

Bæredygtige tiltag

Solceller
Omfangsdræn
Lavenergiruder/vinduer
Varmegenvinding

Rådgivning omfattede

  • Kontakt og idé
  • Skitseforslag
  • Myndighedsprojekt
  • Projektering

Om beregning af priserne

To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.

Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.

Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.

Jan Smidt Andreasen