Billedserie

Afskærmede terrasser til ro og hygge

Smukke og funktionelle udhæng, veldisponerede nicher og indramning med træ, glas og natur. Kig med her, hvor vi har udvalgt 9 gode eksempler afskærmede uderum, der inviterer til ophold i ly for sol, vind og indkig.

Ét sommerhus, to terrasser

Sommerhuset i Kårup Bakker er placeret højt i det kuperede landskab og indrettet med to terrasser; én på hver side af huset. På ankomstsiden er terrassen udformet som et fortættet og privat miljø, hvor bebyggelsen skærmer for indblik fra naboer og forbipasserende. Beplantningen bidrager yderligere til at afskærme terrassen, men samtidig er der et kig igennem glasdøre på tværs af huset, som skaber åbenhed og tæt forbindelse med resten af boligen og udsigten på modsatte side.

På havesiden af huset strækker terrassen sig derimod i hele husets længde og åbner på den måde boligen imod udsigten over bakkerne og Sejerøbugten. På billedet ses et udsnit af husets primære overdækkede terrasse, som er trukket tilbage under tagfladen og ind mellem facadefremspring, hvor den danner et mere afskærmet og overdækket opholdsrum, der kan bruges i al slags vind og vejr.

Terrassen vender mod vest, så herfra er der aftensol over bugten i ly af træbeklædte vægge og overdækning. 

Trælameller indrammer udsigten

Villaen her, tegnet af arkitekt Steen Bjørn Lundhild, er placeret midt i et åbent landskab med udsigt til marker og køer. For at få god gavn af udsigten i ly af vind og vejr er terrassen er integreret i bygningskroppen som et halvafskærmet uderum. Overdækningen og lodrette trælameller skaber læ og filtrerer samtidig lys og indblik. 

Terrassen er ligesom huset formet med rene linjer og med det formål at skabe god sammenhæng mellem inde og ude. Blandt andet skærer en grøn kile sig ind midt i huset og giver yderligere kig til noget grønt indefra, og fra køkkenalrummet kan der åbnes til terrassen med brede skydedøre.

Et uderum på tværs af årstider

Da familien købte Bedre Byggeskik-huset fra 1929, fik de i tilgift en mørk baghave med et gammelt bilværksted og et stort asfalteret areal i stedet for plæne. Med hjælp fra arkitekt Ulla Andersen tog de hul på en større forandring af både den gamle erhvervsbygning og udearealet.

Værkstedet blev transformeret til et lyst og imødkommende orangeri i forlængelse af boligen, og udenfor blev en god del af asfalten fjernet, og der blev skabt en afskærmet terrasse i vinklen imellem hus og orangeri. Fra at være en mørk og utilgængelig baghave, blev området forvandlet til et lyst og anvendeligt uderum. Orangeriet kan bruges hele året. 
 

Udsigt i to niveauer

Villaen her er bygget i 2025 på en skrånende grund mellem skov og sø i Nordsjælland. På begge sider åbner huset sig mod landskabet, og mod søen er der afskærmede uderum i to niveauer. På begge etager trækker facaden sig tilbage og skaber læ i form af mure og overdækning.

På øverste niveau er der direkte udsyn over terrænet, som understreger oplevelsen af at være placeret midt i naturen. Her er terrassen overdækket af et glastag, som lader lyset trænge igennem, mens det samtidig skaber læ og gør det muligt at bruge uderummet i al slags vejr.

Nedenunder ligger et tilsvarende overdækket uderum omkranset af værelser og en afskærmende mur. Her er der direkte kontakt med haven og dejligt svalt på varme sommerdage. 

Terrassen er som et lille gårdrum

Til dette nybyggede sommerhus på kun 54 kvadratmeter har arkitekten tegnet flere terrasser, hvilket giver en oplevelse af variation og rumlighed. Med udsigt til det nordjyske hedelandskab ligger en østvendt terrasse, som med afskærmning af en lav læmur, af huset og et skur nærmest opleves som et gårdrum. 

På terrassen er der et lille udekøkken med vask, som gør det muligt at rykke forberedelserne til middagen ud under åben himmel. I forbindelse med skuret er der derudover lavet et udebrus. Alle facader og terrassen er beklædt med Kebony-træ, som er modstandsdygtigt over for vind og vejr.

På husets modsatte side, mod vest, fordeler terrassen sig mere åbent over forskudte niveauer, så man kan tilpasse sig solens bevægelse på himlen og udsigten til landskabet til flere sider. 
 

I ly af stråtaget

Landvillaen fra 1970'erne er renoveret og opdateret med fokus på at styrke relationen til omgivelserne og på at skabe en tættere kobling mellem inde og ude. Opholdszonerne åbner sig mod et nyt uderum på husets ene side og de naturskønne omgivelser på den anden side.

Mod det indre gårdrum er nogle af husets vinduer erstattet af glasskydedøre for at skabe en glidende overgang mellem inde og ude, og imod haven (billedet) var der i forvejen store glasdøre. Sammen med glasdørene på modsatte side er der i dag lys og kig på tværs af huset.

Stråtag, egetræsvinduer, gulvet i douglasgran indenfor og i lyse tegl udenfor giver til sammen en sansevækkende materialepalet. 
 

Stort udhæng giver skygge, læ og grafisk effekt

Det store udhæng på dette sommerhus nær Vesterhavet i Agger definerer det arkitektoniske udtryk og tjener samtidig det praktiske formål at skærme for solen, når den står højt på himlen. På den måde undgås overophedning, samtidig med at der fra huset er helt åbent til haven takket være glaspartier i fuld loftshøjde. 

Med fremskydninger og tilbagetrækninger af facaden er der under udhænget skabt mulighed for flere opholdszoner i det åbne eller i mere afskærmede kroge og i sol og skygge afhængig af tidspunktet på dagen.

Terrassen er indrammet af hovedhuset, anneks og af lævægge, som skærmer mod vinden og for indkig, imens der andre steder er åbent imod grundens træer og udsigten.

Genetableret terrasse

Som led i en omfattende renovering af dette arkitekttegnede parcelhus fra 70'erne er husets overdækkede terrasse blevet genetableret. Tidligere var der blevet opført en udestue under overdækningen, men udestuen var kun brugbar i kortere perioder af året og stjal meget af dagslyset fra stuen.

Med genetableringen af terrassen har huset fået sit oprindelige arkitektoniske udtryk tilbage og en bedre forbindelse til haven året rundt. Terrassen giver familien et afskærmet opholdsrum med læ og skygge, som samtidig flyder naturligt sammen med mere terrasse under åben himmel.

Terrassen er ydermere afskærmet af havens gamle træer og beplantning. Terrassen vender mod sydvest og nyder derfor godt af eftermiddags- og aftensolen. 

Uderummet som aktiv del af boligen

Sommerhuset her er tegnet som en prototype på et fleksibelt typehuskoncept, hvor moduler af stål, træ og glas kan kombineres på forskellige måder og i varierende antal. I dette tilfælde er et centralt atrium tænkt som en aktiv del af boligen forstået på den måde, at der kan åbnes ud til det fra flere af husets rum, hvormed uderummet bliver en integreret del af huset.

På den måde får man et afskærmet, privat og roligt uderum i tæt forbindelse med huset og stadig med kig til omgivelserne – i dette tilfælde til udsigt til havet via stuens glaspartier. For familien virker det om sommeren som om, at køkkenet er rykket udendørs, når skydedørene til atriet er åbne.