Solen kaster diagonale skygger på trægulvet og varmer den sten op, der ligesom i et japansk hus ligger som en trædesten imellem to niveauer. Der er ikke noget ved den varme stemning i huset eller ved detaljegraden i træarbejdet, der signalerer typehus. Det er alligevel et ord, som arkitekt Julie Reinau tager sig selv i at bruge igen og igen, når hun skal beskrive huset, som er en prototype på et koncept, hun sammen med sin partner, Mads Reinau, har udviklet på løbende igennem ti år.
Outside In Housing hedder konceptet, og det er et typehus forstået på den måde, at det et byggesystem, hvor huset bliver opført udefra som en ramme, hvorefter man kan arbejde med det indvendige. Der er dog ikke tale om et præfabrikeret modulsystem, men om at konceptet bliver tilpasset til den specifikke beliggenhed og til den familie, der skal bo i huset, så nærmere på typehus kommer vi altså ikke.
”For mig er Outside In Housing interessant, fordi det både handler om at skabe arkitektur og rum og samtidig om at skabe et system, som bliver leveret på grunden og kan monteres på fire-fem dage,” fortæller Julie Reinau fra det solbeskinnede atrium i prototypen, som nu er hendes og familiens sommerhus.
Og lige her ved Sjællands Oddes kyst er udstykningerne ned imod stranden typisk smalle og lange, og så handler det om at få så meget som muligt ud af beliggenheden.
”For mig har det handlet om, hvordan vi kunne få udsigten til havet helt ned til husets bagerste rum, så man også kan få glæde af den derfra,” fortæller hun og kigger igennem en åben skydedør, der fører ind til en gang og en lille stue i åben forbindelse med køkkenet. Fra stuen kan man kigge tilbage den modsatte vej og se igennem atriummet og stuen, som har glasfacader på tre sider.