Billedserie

Romantiske sommerhuse

Drømmer du om klassisk sommerhus idyl, når du skal koble af fra hverdagens stress og jag? Så er der masser af inspiration fra arkitekterne at finde her til, hvordan du skaber en romantisk sommerhus stemning, som kan få dig helt ned i gear.

Romantisk stil fra 30'erne

Dette stråtækte sommerhus ligger i Rørvig plantage ved Kattegat.

Huset er bygget på fundamenterne af grundens tidligere bebyggelse fra 1930. Selvom det gamle hus er revet ned, lever husets ånd videre, dog med moderne tilføjelser, såsom store vinduespartier, der lukker naturen ind. 

Valget af materialer er faldet på håndmalet træ, sæbebehandlede fyrtræsgulve og nordisk granit. Farverne er valgt efter landskabet, der omgiver huset. Vinduerne er mosfarvede. De grønne og blå nuancer indendørs er inspireret af den omkringvoksende planteliv og det stråtækte tag leder tankerne hen på marhalm ved kysten.

Sort eller hvid?

Sommerhusejen bag dette hus drømte om et romantisk stemning med sprossede vinduer og en stor, muret skorsten.

Egentlig var det tiltænkt at træhuset skulle være sortmalet, men nu er det malet hvidt. Det er en af de fleksible kvaliteter, man får, ved at vælge træ til facaden, og det trækker ikke fra den romantiske stemning, at det nu har en anden farve.

Vinduerne er placeret i tæt tilknytning til, hvordan rum og møbler er placeret inde i hustet, og de skaber en klassisk stemning.

Stråtækt wellness

Dette sommerhus i træ ligger med udsigt til Vesterhavet. Det stråtækte tag og gårdspladsen understreger den romantiske stil, og matcher de omkringliggende huse.

Indenfor byder huset på en wellness-afdeling med spa og sauna, og et stort aktivitetsrum, hvor man kan få mange timer til at gå med underholdning.

Nostalgisk træsommerhus

Et charmerende og romantisk træsommerhus i Rørvig er blevet opgraderet til nutidig standard med en tilbygning og en gennemgribende renovering, som sikrer brug for de kommende generationer.

Sommerhuset og den nye tilbygning er opført med klassisk sort træbeklædning. De oprindelige farver på de sprossede vinduer, er bevaret, og understreger sommerhusstemningen, som altid har tilhørt huset.

Indvendigt har sommerhuset fået nye træpaneler på væggende, som er laseret med hvid olie.

Nyt klassisk sommerhus

Der er dømt romantik i lange baner i dette klassiske sommerhus, der ligger på kanten af skoven i Tisvilde.

Sommerhuset er opført med vandret sortmalet træbeklædning og sprossede vinduer. På taget er der lagt træspån. Til sommerhuset er der anlagt en stor træterrasse, hvor der er både sol og læ hele dagen. 

Træsommerhus til tre generationer

Dette fine og romantiske sommerhus er bygget til at kunne rumme tre generationer af en familie. Det ligger på langs af en smal grund i naturskønne omgivelser. Bygningen slanger sig i græsset, så der naturligt skabes opholds- og læ-nicher i hele husets udstrækning.

Træhuset er beklædt med Kebony, der også bruges til diverse afslutninger og inddækninger omkring de rå mahogni vinduer. Den begrænsede palette af materialer og stråtaget patinerer til en sølvgrå farve, og vil få huset til at fremstå meget roligt, samlet og klassisk.

Træk romantikken indenfor

I dette traditionelle sommerhus med karakterisk sortmalet træ og hvide vinduer er romantikken flyttet indenfor.

Den hvide træbeklædning på væggene og de klassiske valg i interiøret, gør, at sommerhuset virker afslappende og klassisk, mens det lægger op til masser af hygge.

Træsommerhus med pejs som centrum

Sommerhuset her ligger på en stor naturgrund med udsigt til vandet . Det er beklædt med sort malet ru 1:2 brædder og har tagpap på taget.

Et dæk af træ går i gennem huset fra nord til syd, og når foldedørene er åbne, er grænsen mellem ude og inde flydende, og spisepladsen virker som en overdækket terrasse. 

Indvendigt er der høje træpaneler og pejsen er centralt placeret, så den kan ses fra køkken, spiseplads og stue. På den måde bliver den et naturligt omdrejningspunkt for den romantiske stemning.

Klassisk træsommerhus ved Vesterhavet

Sommerhuset er placeret midt i strandklitten med udsigt til det brusende Vesterhav. Fra sommerhusets ene side ligner det et étplanshus, men fra den anden side kommer en hel kælderetage til syne mellem klitterne.

Familien drømte om et klassisk sommerhus med respekt for området og masser af plads. Sommerhuset er derfor i sortmalet træ med hvide, sprossede vinduer, pudset skorsten og træspån på taget, som blender fint ind med de stråtækte huse i området.