Billedserie

7 sommerhuse i klitterne

Er der noget, der får roen og feriestemningen til at indfinde sig som nærheden til havet og følelsen af sand under fødderne? Her kan du se 7 unikke sommerhuse, der ligger som små arkitektoniske oaser i klitlandskabet.

Sommerhus i fredet klitlandskab

Sommerhuset her vandt Skagen Byfonds pris i 2015 og har en helt unik beliggenhed i et fredet klitlandskab nær Skagen. Beliggenheden betyder, at grunden kun må bebygges på et begrænset areal, og derfor er huset på beskedne 54 kvadratmeter. På trods af størrelsen er huset designet til at rumme to familier, og arkitekt Sebastian Schroers har lagt vægt på at skabe en balance mellem privatlivets fred og fleksible og åbne opholdsarealer. 

Udendørsrummet er designet, så de omhyggeligt placerede terrasser af træ forbinder inde og ude. Overgangen mellem huset og klitterne bliver opblødt af omkringliggende terrasser med indbyggede bænke, marehalm og en indbygget trappe, der fører til den tilstødende strand.

Klassisk træsommerhus med skjult etage i klitterne

Fra toppen af klitten har man fra det klassiske sommerhus udsigt til Vesterhavet, og delvist skjult sand og marehalm har man endnu en etage nedenunder, hvor der er garage og værelser. 

Sommerhuset er opført med sortmalede, lodrette profilbrædder og har hvide, sprossede ruder. Skorstenen er hvidpudset, og på taget er der ubehandlede træsån, som med tiden vil patinere og få en smuk, sølvgrå farve.  

Udsigt til hav og strand på tværs af huset

Sommerhuset i Nordsjælland er omkranset af terrasser hele vejen rundt, og med store skydedøre, der kan åbnes helt, kommer udsigten og forbindelsen til havet i spil både indefra og fra terrasserne på begge sider. Med den fantastiske beliggenhed har arkitekt Karina Søgaard haft uderummene i fokus og har skabt flere opholdszoner til sol og læ. Pejsen fungerer både inde og ude.

Et roligt helle for hele familien

Sommerhuset i klitterne fungerer som et refugium for familien. Her kan de trække sig tilbage fra deres travle hverdag, og nyde udsigten til Vesterhavet og de omkringliggende klitlandskaber. Der er udsigt til klitterne fra både badeværelse, soveværelse og stue-alrum. Varierede terrasser rundt om sommerhuset sikrer udeophold morgen, middag og aften i sol og i læ for vinden fra vest. 

Fritidshus til den aktive familie

Fritidshuset her er omgivet er store træterrasser, der indbyder til udeliv og rummer gode opbevaringsløsninger til til alt det, der skal med ned til stranden og alt det, som bliver bragt med hjem fra stranden. Familien består af forældre og fire børn, som er meget aktive udendørs året rundt. Derfor var ønsket fleksible og funktionelle uderum med delvis overdækning, og indvendigt i huset, at der var god plads til familien og til overnattende gæster.

Udsigt og udekøkken

Fra sommerhuset er der udsigt over et stort fredet strandengareal, og udsigten er i fokus lige fra ankomsten til huset, hvor der er et åbent kig igennem huset. Huset består af en hovedbygning, der indeholder værelser, badeværelse og opholdsrum, og af et anneks med værelser, badeværelse og sauna.

Placeringen af bygningerne skaber en beskyttet terrasse med udsigt til det fredede engområde. Her er der både udebrus og udekøkken. Sommerhuset er indrammet imod vejen af mure i sort træ, som skaber læ og rum for privatliv. 

Tagformer inspireret af klitlandskabet

Sommerhusets tag er designet med inspiration fra klitlandskabet langs Vestkysten, og det får det til at falde harmonisk ind i det omkringliggende landskab. Huset består af fire separate bygninger, der er sammensat så de skaber et intimt og beskyttet gårdrum i centrum. Materialvalget er omhyggeligt afstemt med de naturlige farvetoner i omgivelserne. Facaderne er beklædt med cedertræ og tagene med græstørv.