1960'er-typehuset fik øjnene op for udsigten

Lone og Lars’ hus er et af kvarterets ældste, og alle vejens øvrige huse er skudt op omkring det siden de byggelystne 1960’ere. Det er et hus, som alle i nabolaget kan huske. Alle har spadseret forbi engang, kendt beboerne eller har måske endda haft sine børn i børnehaven, som lå i husets ene del på et tidspunkt. Huset var også det første hus, Lone og Lars kiggede på i deres boligjagt, og det var i sidste ende dét, de endte med at købe og transformere fuldstændigt.

– Vi kiggede efter et hus med ‘wow-faktor’, fx noget natur, man kunne blive begejstret for. Vi kunne med det samme se potentialet i det og den store grund, og at det kunne blive rigtig godt – men vi syntes samtidigt, at huset var alt for stort, og at opgaven med at gøre det til “vores hjem” var for omfattende. Så vi ledte videre et halvt års tid, men hver gang vi var ude og se på noget, endte det med, at vi kiggede på hinanden og sagde: ‘Det slår ikke det første hus!’, fortæller Lone.

Faktisk havde mægleren mere eller mindre givet op, da Lone og Lars pludseligt meldte ud, at nu ville de gerne se huset igen. Med på råd havde de arkitekt Morten Dalsgaard fra m4 Arkitekter for at være sikre på, at de kunne skabe det hjem, de ønskede.

– Vi havde et indledende møde med arkitekten, hvor han også kom og så vores gamle hus. Han skulle få et indtryk af vores stil, og hvad vi kunne li’. Vi talte om vores planer om et stort åbent opholdsrum og nogle mere private afdelinger til både os selv og vores datter, og vi viste ham en skitse, vi selv havde lavet. Morten greb vores idéer og tanker og flyttede et par streger. Han gjorde idéerne mere skarpe – og sagde nej de rigtige steder, fortæller Lars.

Efter arkitektmødet fik Lone og Lars forhandlet prisen på huset og skrev under. To måneder efter overtagelsen i december flyttede familien ind på førstesalen, og den gennemgribende renovering af underetagen gik i gang.

– Vi havde selv en finger med i alle materialevalg, og havde både en byggeteknisk rådgiver og arkitekten som styrede processen for os. Her holdt i en periode otte håndværkerbiler hver morgen, og man følte virkeligt, der skete noget hver eneste dag. Indimellem gik det også meget stærkt for os, selv om vi på mange måder nok er blevet båret på hænder og fødder igennem projektet, fortæller Lone.

Først på sommeren stod huset helt færdigt. Stilheden og støvet efter håndværkerne havde lagt sig, og familien kunne gå en sommer i møde med udsigt til den smukke skovhave. Lone og Lars i deres rummelige afdeling i stueetagen, deres 18-årige datter i sin “lejlighed” på førstesalen.

– Idéerne fungerer bedre, end vi havde forestillet os. Haven og alt det grønne føles meget tæt på os til alle sider, og det er fantastisk at træde direkte fra stuen ud på træterrassen med strømpefødder, fortæller Lars.

Stilmæssigt fortæller huset på stilfærdig vis sin egen historie. På facaden er de oprindelige idéer bevaret, omend moderniseret, mens materialerne indenfor matcher et hus med 50 år på bagen.

– Her er ikke for mange krummelurer og det hele er nok også en lille smule tidløst. Vi har fået lagt et sildebensgulv af olieret egetræ i en del af huset, der giver noget varme og glød mod de hvide vægge. Og så er der lyset, som vi får en masse af – også fra nord. Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi er så utroligt heldige, hver gang jeg kigger ud ad vinduerne, siger Lone.

Vi havde selv en finger med i alle materialevalg, og havde både en byggeteknisk rådgiver og arkitekten som styrede processen for os.

Og så er der lyset, som vi får en masse af – også fra nord. Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi er så utroligt heldige, hver gang jeg kigger ud ad vinduerne.