Inspirerende ombygninger af parcelhuse fra 60'erne og 70'erne

Denne 60’er-villa stod udvendigt med de klassiske sorte vinduesbånd og sortmalet stern – men indvendigt var de oprindelige kvaliteter forsvundet. En tidligere ombygning havde ændret materialer og overflader, så husets arkitektoniske sammenhæng og tidstypiske materialitet var udvisket.

Udfordringen var derfor ikke at modernisere – men at genfinde husets arkitektoniske udgangspunkt og samtidig tilpasse planløsningen til en nutidig hverdag.

Arkitektens greb var at arbejde konsekvent med husets oprindelige formsprog og materialeholdning. De sorte paneler blev genetableret som en del af den indvendige facadeopbygning, og mosaikparketten – et karakteristisk gulvvalg i 60’ernes parcelhuse – blev videreført i alle værelser. Det styrker rummenes proportioner og skaber en sammenhængende materialebase i hele huset.

Ankomsten blev omarbejdet, så indgangszonen nu er tydeligere defineret og giver en mere logisk overgang mellem ude og inde. Samtidig er der etableret en mindre tilbygning ved soveværelset. Udvidelsen er holdt i skala og tilpasset den eksisterende tagkonstruktion, så husets volumen og tagprofil respekteres.

Tilbygningen rummer både en mere afskærmet soveafdeling og en tættere kobling til haven via pergola og udendørs bruseplads. Det giver et mere funktionelt rumforløb og en mere direkte brug af uderummet – uden at ændre husets overordnede karakter.

Projektet viser, at en 60’er-villa rummer klare arkitektoniske kvaliteter, når man arbejder med proportioner, materialer og detaljeringsgrad frem for at udskifte dem.

Dette arkitekttegnede PD-hus 138+28 fra 1972, tegnet af Poul Danø samt Arne og Jan S. Jeppesen, var udviklet som typehus uden hensyn til den konkrete skovgrund. Huset bar præg af tekniske anmærkninger, uoriginale tilbygninger og nedbrudte materialer.

Udfordringen var at genskabe den arkitektoniske helhed og samtidig tilpasse huset til stedet og en nutidig familie.

En selvbygget udestue blev revet ned, og planløsningen gentænkt, så huset igen samler sig om det store gavlvindue mod skoven. Det styrker orientering og rumlig sammenhæng.

De gule murstensfacader var sunde, mens det sortmalede træværk var ramt af råd. Alt træ er udskiftet med varmebehandlet bræddebeklædning i oprindelig profil, som patinerer naturligt. Bølgeeternittaget er erstattet af et sølvgråt pandepladetag med lodrette spor samt nye zinkrender.

Indvendigt er plastmaling fjernet, så murværket igen fremstår synligt. Fuger er planfuget i lysegrå, og gasbetonvægge renset og fuldspartlet. Gulve er samlet i brede egeparketstave og grå fliser. Ny gulvvarme og ventilation med varmegenvinding stabiliserer indeklimaet, og et større ovenlys forbedrer dagslyset.

Ved selektiv fjernelse af indervægge er planløsningen optimeret og gjort mere fleksibel.

Projektet viser, at et 70’er typehus kan fornyes ved at arbejde konsekvent med konstruktion, materialer og proportioner frem for at ændre grundideen.

Denne villa fra 1970’erne stod med de oprindelige materialer, lav loftshøjde og en planløsning, der var præget af mindre rum og begrænset dagslys. Konstruktionen var solid, men rumligheden oplevedes kompakt og mørk.

Udfordringen var at bevare husets karakteristiske materialitet og skala – og samtidig tilføre nye rumlige kvaliteter og flere kvadratmeter til en voksende familie.

Det mest markante greb er etableringen af en fuld 1. sal samt et nyt kontor oven på garagen. Udvidelsen er integreret i den eksisterende tagkonstruktion, så proportioner og facadeopdeling fortsat fremstår afbalancerede i forhold til det oprindelige typehus.

Indvendigt er udvalgte etagedæk åbnet op, så der opstår dobbelthøje rum. Det ændrer både lysfordeling og rumoplevelse markant. De nye ovenlys og facadeåbninger sikrer et mere jævnt dagslysindfald og reducerer behovet for kunstig belysning i dagtimerne.

Sammenhængen til uderummet er styrket gennem større vinduespartier og en mere direkte adgang fra opholdsrum til terrasse og have. Samtidig er materialeholdningen bearbejdet, så nye overflader og konstruktioner står i dialog med de oprindelige 70’er-materialer – uden at efterligne dem.

Projektet viser, at et traditionelt parcelhus fra 1970’erne kan transformeres med relativt enkle konstruktive greb: udnyttelse af tagetagen, åbning af etagedæk og præcis placering af dagslys. Resultatet er en bolig, hvor de oprindelige kvaliteter er bevaret, men hvor rumhøjde, lys og fleksibilitet er væsentligt forbedret.

Denne villa fra 1961 er tegnet af modernisten Jørgen Stærmose. I 1981 blev huset udvidet med en tilbygning, som hverken proportioneringsmæssigt eller materialemæssigt spillede fuldt sammen med det oprindelige hus.

Udfordringen var at samle to arkitektoniske perioder til én helhed – og samtidig tilpasse boligen til et par, hvor behovet for værelser var mindre, og opholdsrum vigtigere.

Arkitektens greb har været at tage udgangspunkt i 1961-husets proportioner, taglinjer og facadeopbygning og videreføre disse principper i en nutidig bearbejdning. Tilbygningen er integreret, så volumen, vinduesrytme og materialeholdning fremstår sammenhængende – som om huset var opført på én gang.

Planløsningen er disponeret med færre transportarealer og større prioritering af alrum og stue. Det giver en mere direkte sammenhæng mellem funktion og rumforløb. De primære opholdsrum er åbnet op mod haven med gulv-til-loft vinduespartier, som forbedrer dagslysets indfald og styrker relationen til uderummet.

Vinduerne er indvendigt udført i egetræ, hvilket tilfører varme og stoflighed i kontrast til de sortlakerede aluminiumsrammer udvendigt. Materialevalget ligger i forlængelse af 1960’ernes modernisme, hvor konstruktive lag og materialer ofte stod tydeligt og ærligt frem.

Projektet viser, hvordan en modernistisk villa kan transformeres med respekt for den oprindelige arkitektoniske idé – ved at arbejde præcist med proportioner, materialitet og rumlig disponering frem for at tilføre nye, løsrevne elementer.

Denne 60’er-villa stod nedslidt med udtjente overflader og installationer. Familien overvejede nedrivning, men valgte at bevare huset og arbejde videre med de arkitektoniske kvaliteter, der allerede lå i konstruktion og materialer.

Udfordringen var at skabe et sundt og funktionelt hjem uden at udviske husets tidstypiske karakter.

Renoveringen tager afsæt i den oprindelige materialeholdning. De gule, glaserede teglklinker er bevaret som en del af gulvets robuste og slidstærke konstruktion. I stedet for at udskifte dem er farvepaletten udbygget med nye keramiske fliser, som arbejder videre med 60’ernes klare farver og glaserede overflader. Det sikrer en materialemæssig sammenhæng frem for et stilbrud.

Planløsningen er optimeret, så kvadratmeterne udnyttes bedre, og opholdsrum prioriteres. Samtidig er der arbejdet med indeklimaet gennem opdatering af konstruktioner og installationer, så huset lever op til nutidige krav.

Et centralt arkitektonisk element er det integrerede akvarium. Det er ikke placeret som et møbel, men indbygget som en del af rumafgrænsningen og opleves allerede ved ankomsten. Grebet skaber en tydelig identitet i boligen og understreger sammenhængen mellem beboernes interesser og husets arkitektur.

Projektet viser, at en 60’er-villa kan renoveres med respekt for sin oprindelige materialitet og samtidig tilpasses en nutidig livsform – uden at ty til nedrivning.

Denne 60’er-villa fra 1968 blev købt med tanke på tilbygning. Huset var nedslidt, energimæssigt utidssvarende og disponeret med tre stuer og flere mindre rum. Familien oplevede pladsmangel – men løsningen blev ikke flere kvadratmeter.

Udfordringen var at skabe bedre funktion og lavere energiforbrug uden at udvide boligens areal.

I stedet for at bygge til blev en eksisterende tilbygning på 6 m² fjernet. Den var dårligt isoleret og skabte både kuldebroer og skygge i opholdszonerne. Nedrivningen forbedrede dagslyset markant i køkken/alrum og muliggjorde udnyttelse af passiv solvarme gennem nye gulv-til-loft lavenergiruder. Samtidig reducerede man det opvarmede areal.

Planløsningen er bearbejdet med fokus på funktion frem for antal rum. De tre oprindelige stuer er samlet til ét sammenhængende køkken/alrum med en mindre pejsestue i forlængelse heraf. Vægge er flyttet, så børneværelserne er blevet større, og det tidligere soveværelse med walk-in er omdannet til et multifunktionelt rum med arbejdsplads, gæsteseng og legerum. Transportarealer er minimeret, og rummene udnyttes mere intensivt.

Energirenoveringen omfatter efterisolering, ny tagkonstruktion, nye vinduer og nedlæggelse af krybekælder til fordel for terrændæk med gulvvarme. Det har stabiliseret temperaturen og forbedret komforten væsentligt. Materialemæssigt er der arbejdet med genbrug, hvor det har været teknisk og arkitektonisk forsvarligt: køkkenfliser er genanvendt som stænkplade, isolering er genbrugt, og et eksisterende badeværelse er bevaret med mindre opdateringer.

Udvendigt er facaden strammet op med nyt træværk, mens de gule mursten er bevaret for at fastholde husets oprindelige karakter.

Projektet viser, at pladsproblemer ofte kan løses gennem disponering og energimæssig opgradering frem for udvidelse. Færre kvadratmeter – men bedre proportioneret og bedre udnyttet.

Dette parcelhus fra 1960’erne er opført med built-up tag – en flad tagkonstruktion, hvor tagpap er lagt i flere lag på et lavt fald. Hustypen er kendetegnet ved en horisontal facadeopbygning og en tæt relation til haven.

Udfordringen var at tilføre mere plads uden at bryde husets enkle volumen og samtidig forbedre dagslys og sammenhæng mellem rummene.

Tilbygningen rummer et fordybelsesrum og en vinterhave orienteret mod haven. Den nye bygningsdel er disponeret, så taglinje og facadeproportioner viderefører det eksisterende formsprog. Dermed bevares husets lave profil og horisontale karakter.

I forbindelse med køkkenudskiftningen er der åbnet op på tværs af huset. Indervægge er fjernet selektivt, så der skabes visuel og funktionel sammenhæng mellem køkken, spiseplads og opholdsstue. Grebet giver et mere sammenhængende rumforløb og sikrer dagslys fra flere verdenshjørner, hvilket er særligt vigtigt i huse med fladt tag og begrænset ovenlys.

Vinterhaven fungerer som et klimamæssigt overgangsrum mellem inde og ude. De store glaspartier øger lysindfaldet og forlænger oplevelsen af opholdsarealet i de køligere måneder, samtidig med at haven trækkes tættere på boligen.

Ombygningen omfatter også nyt badeværelse og garderobe, som er indpasset i planløsningen, så transportarealer minimeres, og kvadratmeterne udnyttes mere effektivt.

Projektet viser, at en tilbygning til et 60’er parcelhus bør tage afsæt i husets konstruktion og proportioner – særligt ved flade tage – så udvidelsen fremstår som en naturlig del af den oprindelige arkitektur.

Denne villa fra 1973 var teknisk nedslidt, men arkitektonisk intakt. Målet var at styrke husets karakter og samtidig opgradere energiforbrug og indeklima.

Udfordringen var at energirenovere uden at udviske de oprindelige materialer og detaljer.

Fundament, ydervægge og kælder er bevaret for at fastholde de eksisterende konstruktive lag, hvor der allerede var indlejret betydelige ressourcer. Eternittaget er udskiftet med tegl, og al udvendig træbeklædning er erstattet med oliebehandlet, forpatineret egetræ. Gavlene er ligeledes beklædt med egetræ.

De oprindelige vinduer er udskiftet med lavenergiruder i egetræsrammer. Gulve og lofter er efterisoleret, der er etableret gulvvarme, og huset er tætnet. Mekanisk ventilation sikrer et stabilt luftskifte.

Indvendigt er der arbejdet med respekt for de eksisterende detaljer. Den oprindelige skydedør mellem stue og alrum er bevaret, ligesom specialbyggede reoler og trappeafskærmning. Et nyt lamelloft viderefører 70’ernes udtryk i en opdateret dimensionering. Flere elementer er genbrugt – blandt andet er træ fra det gamle loft anvendt i sekundære konstruktioner.

Materialerne er robuste og vedligeholdelsesmulige naturmaterialer. Det giver højere anlægspris, men længere levetid.

Projektet viser, at en totalrenovering kan være en teknisk opgradering uden at ændre husets arkitektoniske sammenhæng.

Denne 60’er-villa havde en fuld kælder, som primært fungerede som sekundært areal. Forbindelsen mellem etagerne var et smalt og mørkt trapperum, og underetagen oplevedes adskilt fra resten af boligen.

Udfordringen var at aktivere kælderens kvadratmeter og skabe en reel rumlig sammenhæng mellem niveauerne.

Arkitektens hovedgreb er en markant åbning i etagedækket. Her er etableret en trappereol, som både fungerer som vertikalt bibliotek, opbevaring og forbindelsesled mellem etagerne. Åbningen forbedrer dagslysets vandring gennem huset og giver visuel kontakt på tværs af niveauer. Kælderen opleves dermed ikke længere som et isoleret plan, men som en integreret del af boligens rumforløb.

Underetagen er indrettet som forældreafdeling med soveværelse og tilhørende funktioner. Materialevalget understøtter oplevelsen af kvalitet og robusthed: egetræ i inventar og detaljer samt store naturstensfliser, som bidrager med tyngde og slidstyrke i de nedre konstruktioner.

Ved at arbejde med åbninger, lys og materialitet frem for blot indretning er kælderens konstruktive potentiale udnyttet fuldt ud.

Projektet viser, at mange parcelhuse fra 60’erne rummer betydelige, uudnyttede kvadratmeter, som med de rette arkitektoniske greb kan omdannes til primære opholdsrum.