Boligreportage

Sommerhusdrøm på kun 60 kvadratmeter

Når grunden er lille, men sommerhusdrømmen stor, er der meget, der skal gå op. Kig med indenfor i et sommerhus, hvor komfort, funktionalitet, ro og æstetik går op i en højere enhed på kun 60 kvadratmeter.

Fra grunden ved bredden af Arresø i Nordsjælland er udsigten fantastisk, men pladsen trang. Grunden ligger helt ud til søbredden, og med få meter imellem sø og grusvejen, som man ankommer ad, har der selvsagt været begrænsninger i forhold til, hvor stort et sommerhus her kunne være, hvordan det kunne placeres, og hvor højt det måtte rage op i landskabet. Løsningen er et kompakt hus på kun 60 kvadratmeter, som strækker sig langs søbredden og åbner sig imod udsigten fra næsten alle rum.

Arkitekten bag huset, Lotte Elkiær fra Elkiær + Ebbeskov arkitekter, har på én gang taget højde for de benspænd, som grunden, regler og vilkår bød på, og for de mange ønsker, som ejeren havde.

Det samlede boligareal måtte være maksimalt 60,5 kvadratmeter, og huset skulle rumme køkken, spiseplads, stue, badeværelse, to soveværelser og en arbejdsplads – og nå ja, så skulle der også kunne dækkes op til 14-16 mennesker til jul.

– Når du skal bo småt og godt, er du nødt til at prioritere, uanset om vi taler om en helårsbolig eller om et sommerhus som her. Det er vigtigt, at man ikke bare fordeler kvadratmeterne ud, men at man nogle steder giver lidt mere rum, og andre steder koger det helt ind, fx i nogle værelser, hvor man siger, at her skal vi bare sove, og der skal ikke være plads til andet. Du skal prioritere, hvor du vil have lidt rumlighed og noget arkitektur – du kan ikke få det over det hele, fortæller Lotte Elkiær.

Boligen kort

Huset: Sommerhus på 60 m2 + indbygget udhus på 6 m2 på en smal grund ved bredden af Arresø. Huset har fladt tag og en grundlæggende rektangulær form med små nicher og knopskydninger.

Materialer: Facaden er beklædt med sortmalede, vertikale fyrretræsbrædder. Indvendigt er gulve, vægge og indbygget inventar i pitch pine behandlet med lud og sæbe. Huset er isoleret med træfiberisolering, som sammen med træet er med til at gøre huset åndbart og sikre et godt indeklima.  

Særlige features: Specialtegnet indbygget inventar, som udnytter pladsen optimalt. Ovenlys og store glaspartier på havesiden, som optimerer dagslys og rumlighed.  

Arkitekt: Lotte Elkiær, Elkiær + Ebbeskov Arkitekter

Hele huset fyldt med gæster

I det lille sommerhus er der prioriteret plads i køkken-alrummet, som er i åben forbindelse med entréen. Entréen har arkitekten bevidst tænkt ind i køkken-alrummet for at gøre rummet så fleksibelt som muligt. Det betyder, at der, når der skal dækkes op til mange gæster, kan stilles et bord op i rummets fulde længde fra havesiden til ankomstsiden – og altså helt ud i entréen. På den måde kan de lade sig gøre at være op til 16 mennesker omkring bordet, og alle har kig til Arresø.

Husets stue er derimod mindre og fungerer samtidig som gennemgangsrum imellem køkken-alrum, værelser og badeværelse. Her har arkitekten tegnet indbyggede sofaer, som giver masser af siddepladser og mulighed for at slænge sig ved brændeovnen og udsigten.

Udover at vælge hvilke rum, der skal have størrelsesmæssig prioritet, og hvilke, der ikke skal, er en anden vigtig regel hos Lotte Elkiær, at der i en lille bolig såvel som i en større skal være en feature, man husker derfra som noget særligt. I sommerhuset på 60 kvadratmeter er denne feature et stort ovenlysvindue i stuen, som er et lille område på ca. 11 kvadratmeter, der binder husets køkken-alrum og værelser sammen.

– Ovenlyset giver luft og space til rummet, så det ikke føles pakket, og hvis det ikke var der, ville stuen opleves meget mindre og uden kig til himlen. Et andet greb, som har stor effekt, er indbyggede møbler. Her er der indbyggede sofaer, og de giver en vis ro i forhold til, hvis man fylder rummet med en masse møbler, siger Lotte Elkiær.

Krydsede ben i fodenden

Husets andet værelse vender mod vejen og rummer to sovepladser placeret vinkelret på hinanden. I rummet er der minimalt med gulvplads, og for at få plads til to enkeltsenge, uden at det skulle være i form af køjesenge, er den ene seng monteret lidt højere på væggen end den anden, således de i fodenden, hvor man ikke har brug for meget plads, krydser over hinanden. Når døren indtil værelset er åben, er der også herfra kig til søen på tværs af den lille stue.

Ved siden af master-soveværelset ligger badeværelset, som heller ikke er stort. Ejeren tager året rundt brusebad under udebruseren lige uden for døren, men der dog også en bruseniche indenfor i badeværelset.

Få materialer skaber ro

Hvis du bor småt eller planlægger at gøre det, er materialer en vigtig faktor. De kan bidrage til at skabe enkelhed og rumlighed, når det ikke er de mange luftige kvadrat- og kubikmeter, der gør det, fortæller Lotte Elkiær.

– Jo færre materialer, desto mere ro og luftighed. Hvis øjet hele tiden skal forholde sig til noget nyt, skaber det uro, så en enkel materialepalet tilfører ro.

 

Dagslys, enkelhed og en oplevelse af, at der er rum, hvor åbenhed og albuerum er prioriteret højere end i andre, er alle sammen vigtige faktorer, når småt skal være godt. Og så den der særlige kvalitet, som kan ligge indenfor eller udenfor boligen.

– Ligegyldig hvilket hus, skal man finde ud af, hvad der er nøglen til det helt særlige, og her er det søen. Der er en vanvittig smuk solnedgang over vandet, så den skal selvfølgelig i spil fra så mange af husets rum som muligt, fortæller Lotte Elkiær.

Foran køkken-alrummet er der store udhæng, som skaber en mellemzone imellem inde og ude. Når havedørene er åbne, får det boligen til at virke større, ligesom de store glaspartier mod haven og søen gør generelt. På anbefaling af arkitekten har ejeren af sommerhuset købt og plantet to træer på søbredden.

– Landskabsarkitekter anbefaler typisk, at der skal være en forgrund, mellemgrund og baggrund, og her er de to træer allerede nu vigtige, fordi de skaber lag i udsigten og kaster smukke skygger ind i huset.

En fantastisk udsigt, et spændende indbygget møbel, et ovenlysvindue eller en udsøgt materialesammensætning. Kvaliteten ligger i de velovervejede løsninger.

Lotte Elkiær

Lotte Elkiær