Arkitekt Jan Smidt Andreasen fra A1 Tegnestue taler dagligt med boligejere om deres ønsker, når de vil bygge nyt, til eller om. Her giver han sit bud på, hvad der bliver stort indenfor boligarkitektur i 2019.
Hvilke materialer inde i boligen bliver store?
Flere og flere har fået øjnene op for betongulvet i stedet for et trægulv eller et af fliser og klinker. Og det, tror jeg, bliver endnu større i 2019. Listelofter er der også større og større efterspørgsel på. Boligejerne begynder generelt at blive mere modige, og jeg oplever flere og flere, der vil have farvede vægge i deres hjem og tør arbejde med kontraster.
Hvilke materialer udenpå boligen bliver store?
Boligejerne har fået mere øje for stoflige materialer og træsorter som egetræ og cedertræ og vil gerne have noget lækkert i en god kvalitet. Den tendens, tror jeg, vil vokse sig større.
Hvilket rum vil vi prioritere og bruge penge på?
Jeg har haft en del projekter, hvor det kun var badeværelset, det handlede om. Her går boligejerne efter wellness-følelsen og har mange overvejelser. Især armaturerne bliver der brugt flere og flere penge på.
Hvor vil vi lægge kvadratmeterne, og hvor stort vil vi bygge?
Der har før været en tendens til at bygge større og større børneværelser, men det er begyndt at vende, og folk synes i dag, at 11-12 m2 er en rigtig god størrelse. Kvadratmeterne vil de hellere lægge i de primære rum som køkkenalrum og stue.
Hvilken type hus er der størst efterspørgsel på?
Jeg mærker en stor interesse for nybyggede funkis-huse og modernistiske boliger. Når det gælder ombyg, oplever jeg især en stor interesse i at åbne de gamle 60’er og 70’er-huse, så køkkenet ikke længere er isoleret, men ligger i åben forbindelse med resten af boligen. Hvor alt før skulle flyde helt sammen, efterspørger flere og flere dog muligheden for at kunne lukke af, når behovet opstår og have en fleksibilitet i boligens rum.
Prioriterer vi uderummet højere eller lavere, og hvad vil vi efterspørge mere her?
Boligejerne er blevet mere opmærksomme på kvaliteten af at skabe flere rum i haven og vil gerne gøre noget ud af en bedre solplet længere nede i haven eller mellem nogle hyggelige træer. Færre vil bare have en græsplæne. Også interessen for orangerier eller andre små udhuse med overdækning er steget.
Hvad vil vi se mindre af?
Hvide vægge. Boligejere bliver som nævnt mere og mere modige. Og er de i tvivl, opfordrer jeg altid til at prøve det. For det er ofte det, vi tager en chance med i boligen, vi bliver mest glade for.
Arkitektens spådomme om bæredygtighed, indeklima og teknologi
Bæredygtighed
Ved ombyg er boligejerne meget opmærksomme på at få isoleret. Det er et krav i lovgivningen at efterisolere, hvis man fx skal have lagt nyt tag. Men flere og flere af boligejerne har også sat sig ind i det. Det er let at forstå fordelene ved en isolering. Både miljømæssigt og i pengepungen. Men det bliver ofte kun gjort, hvis de alligevel skal bygge om.
Herudover begynder flere at være kvalitetsbevidste og interesserede i at vælge noget med lang holdbarhed. Kvalitet frem for kvantitet.
Indeklima
Viden om fordelene ved et ventilationsanlæg, som der er i nye huse, har bredt sig til boligejerne i ældre huse. De vil også have frisk luft i deres bolig. Det spurgte de ikke om for fem år siden. Tidligere var opfattelsen blandt boligejere også, at jo mere glasparti jo bedre. Men flere og flere bliver opmærksomme på, at de også skal kunne holde ud at være indenfor om sommeren, uden at boligen bliver overophedet. Flere efterspørger derfor en form for afskærmning, et passende tagudhæng eller noget særligt solafskærmende glas.
Teknologi
Man ser mere og mere teknik i forhold til boligen, der kan styre lys og musik og bruges i stedet for en nøgle til døren. Ligesom at man også kan downloade en app, der kan holde øje med ens strømforbrug. Det bliver helt sikkert udbredt om nogle år, men jeg oplever ikke interesse for det endnu hos mine kunder.