Stråtækt elegance

Da Christina Torp sammen med sin mand, deres dengang tre børn og en ejendomsmægler så det stråtækte landhus første gang, var de på besøg i halvanden time, men det var ikke huset, de opholdt sig mest i. Det var derimod i grundens 15 tønder land med søer, eng, åløb, udsigt over marker, så langt øjet rakte, og i særdeleshed den tilhørende skov.

– Huset løb vi igennem på otte minutter sammen med ejendomsmægleren og sagde så; det er fint – det må vi finde ud af! Og vi vidste, at vi kunne få kyndig vejledning til at få det til at ske, fortæller Christina Torp.

Det var naturen og nærheden til skole via en cykelvenlig vej, der var drømmen for familien, som i dag tæller to voksne og fire børn plus hund. Det fandt de her, og så måtte de jo se på, hvordan huset kunne optimeres og blive en funktionel ramme om hverdagen, og hvordan de samtidig kunne få meget mere gavn af de skønne omgivelser. For der var lidt at arbejde på.

Huset, som ved første øjekast godt kunne se ældre ud, er bygget så sent som i 1970. Det rummede mange 70’er-præg, men ville samtidig gerne ligne et gammelt bondehus med stråtag og mørke, blyindfattede vinduer. Stilen var ”forvirret”, og det gjorde det svært for Christina Torp og hendes mand at se mulighederne. For hvilken stil skulle de så være tro imod? Og hvad skulle der til for at gøre husets mørke og nærmest labyrintiske indretning til en åben, lys og familievenlig bolig.

Allerede en uge efter overtagelsen af huset havde de besøg af arkitekt Allan Lorenzen, som gik rummene igennem sammen med dem og hjalp dem med at finde frem til, hvad huset skulle kunne. Han var hurtig til at sætte fingeren på husets ømme punkt i forhold deres behov, fortæller Christina Torp:

– Han konstaterede allerede på det første møde, at hele huset skulle flippes – altså at det hele skulle vendes om, for at vi kunne få den kontakt til naturen, vi gerne ville have. Efter at have gået den runde gik det op for mig, at gud ja – jeg skulle faktisk stå på tæer for at se børnene lege i haven igennem de blyindfattede ruder. Vi fik øjnene op for det potentiale, der var, men også for hvor vild en labyrint, huset egentlig var.

Det var store beslutninger, de skulle træffe, og derfor valgte parret at give det noget tid og prøve at bo i huset først for bedre at kunne vurdere, hvor vidt de skulle gå med renoveringen. De ville fx gerne begrænse, hvor meget der skulle ændres på bærende vægge og rørføring. Efter et år vendte de tilbage til arkitekten.  

– Og der måtte vi bare konstatere, at vi nærmest ned til sidste streg landede på arkitektens allerførste skitseforslag. Det var simpelthen det rigtige for helheden og for vores familie, fortæller Christina Torp. 

Idéen om at ”vende huset” blev udført ved at åbne huset imod gårdrummet, hvor der tidligere havde været indgang til huset og en parklignende haveindretning. Her var der før meget lidt åbent imod den fantastiske udsigt og husets bedste uderum. Der var en entré i midten, som skar huset over i to dele, og sammen med den var det smalle gange og gennemgangsrum, der vendte mod gårdrummet og lukkede af for udsigten.

Med renoveringen blev entréen rykket om på den anden side af huset, og ved at fjerne entréen og delvist vægge imellem køkkenet og gangene blev det gjort muligt at få sammenhængende, lyse rum med glasfacader mod gårdrummet.

– Huset har en skøn beliggenhed med langstrakte kig, og ejerne var til at begynde med bekymrede for, om de ville lykkes med at skabe bedre kontakt til omgivelserne og med at få det hus, de drømte om, fortæller arkitekt Allan Lorenzen.

Forandringen af huset er sket indefra, forklarer han. Ved at ændre planløsningen orienterer huset sig i dag imod uderummene, og facaden er blevet ændret for at understøtte sammenhængen mellem inde og ude.

– Fra at have små huller i facaden er der nu store glaspartier, og hvor man tidligere kunne miste orienteringen indenfor på grund af de mange lukkede gange, er huset nu ændret fra lukket til åbent og er mere sammenhængende, siger Allan Lorenzen om forvandlingen.

Som rettesnor for renoveringen tog arkitekten afsæt i husets stærkeste værdier: stråtaget, smukke, hvide vægge og en enkelhed, som slog igennem på husets garage. Her var der ikke pynt og sprosser, men blot simple materialer som tegl, strå og en dør med gråmalet træ. Det var den enkelhed, han rådede familien til at få frem.

Med åbne rum og glaspartier fra gulv til loft har familien fået bedre kontakt til udemiljøerne og et meget lysere hus, og både inde og ude taler materialerne deres tydelige sprog. Indenfor er der lyse gulve af douglasgran, i lofterne træder de oprindelige bjælker frem takket være et modigt valg – at male dem i en støvet grøn farve. Den oprindelige 70’er-pejs er i mørkebrune mursten, og vinduesrammerne er af egetræ. Udenfor smelter tegl og det grønne sammen som en naturlig forlængelse af huset.

Ambitionen var at skabe en rolig og atmosfærefyldt landvilla, og til det formål har arkitekt Allan Lorenzen haft øje for naturmaterialer, som er behagelige både at se på – og gå på i tilfældet med gulvene.

– Jeg synes, at de sæbehehandlede trægulve i kombination med egetræsvinduerne bringer det bedste frem i begge materialer. En vigtig pointe er, at der også udenfor er arbejdet med materialerne, ligesom man ville gøre, hvis man skulle skabe et nyt gårdrumshus. Stenene og de lyse tegl bidrager til at skabe en fin overgang mellem inde og ude, fortæller Allan Lorenzen.

For Christina Torp og hendes mand har materialevalgene været højt prioriteret i forbindelse med renoveringen:

 – Vi var meget bevidste om, at det her er vores for ever home, og at vi var ude i en stor og dyr renovering, og derfor var vi meget opmærksomme på at prioritere de blivende elementer. Jeg elsker fx det taktile og sensoriske i det sæbeskurede trægulv og elsker duften, når man vasker det. Så det skulle vi bare have, fortæller hun.

Sammen med ønskerne om behagelige, naturlige materialer stod husets forbindelse til omgivelserne øverst på ønskelisten.

– Arkitekten mindede os om, at selvom vi flyttede på landet, ville vi ikke komme til at være så meget ude i naturen, som man engang var i landhuse. I stedet skulle huset lukke naturen ind til os, sagde han, og det er det, huset gør nu, fortæller Christina Torp.

I dag er familien mindst lige så vilde med at opholde sig i lang tid i huset, som de var med at være i skoven på deres første besøg.