Guide

Din guide til 5 arkitekttegnede typehuse

Flere arkitekter har udviklet deres eget typehuskoncept, der kombinerer det bedste fra begge verdener: Typehusenes økonomiske tryghed og hurtige byggeri og arkitekternes sans for rum og afgørende detaljer. Se fem spændende typehuskoncepter fra arkitekterne her.

1. Monomadehaus: Simpel form med et overraskende indre

’Det er simpelthen for godt til kun at blive bygget én gang,’ tænkte arkitektparret Uffe Topsøe-Jensen og Kira Snowman, da de havde tegnet et nyt hus til en familie. For huset var jo faktisk det, mange af deres andre kunder også havde drømt om.

De næste år tegnede de derfor videre på huset og gennemarbejdede hver en detalje, indtil de til sidst havde udviklet et typehuskoncept under navnet Monomadehaus og med fire fleksible grundstørrelser.

Husets ydre form er klassisk og simpel med saddeltag og intet udhæng, mens huset inden i overrasker med masser af smukke lysindfald, varierende loftshøjde og en funktionel planløsning til den moderne familie.

Husets smalle facon passer fint ind på de typiske danske koteletformede byggegrunde. Og har du mulighed for udsigt, kan huset bygges med stueplan i to niveauer, ligesom det nemt kan ”klemmes” mindre, hvis du ikke behøver alle værelserne.

Fakta om huskonceptet Monomadehaus

  • Husets designkoncept og ydre skal er fast, men det indre og størrelsen er fleksibel. Du kan derfor få det større eller mindre efter behov med udgangspunkt i de fire grundstørrelser, ligesom gulve, køkken og andre materialevalg kan vælges efter smag og budget.
  • De fire grundstørrelser ligger på 196 m2 (13 rum), 235 m2 (13 rum), 293 m2 (14 rum) og 349 m2 (14 rum). De kan dog hver især blive mindre eller større alt efter ønske.
  • Du sparer tid i den indledende del, hvor designet ellers skal udvikles, da husets designkoncept er udarbejdet og derfor blot skal trykkes lidt på, før det passer til dig.
  • Huset er tidligere opført i samarbejde med et typehusfirma. Her var kvadratmeterprisen fast, ligesom husets pris først skulle betales til sidst, når huset var færdigt. Dengang blev det viste hus bygget for 2,5 - 3 millioner kroner. Lige nu har tegnestuen ikke nogen fast producent eller samarbejdspartner. Prisen er derfor ukendt, da en ny producent eller entreprenør skal give tilbud. 
  • Huset er bygget før. Løsninger er derfor afprøvet, og du kan besøge et tidligere hus og se det, inden du køber det selv. Det kan give en tryghed.

2. Fjordhuset: Sommerhus i geniale moduler

Typehuse er normalt meget lidt fleksible. Lige præcis det problem, har arkitekt Karina Søgaard derfor arbejdet grundigt med, da hun skulle tegne dette typesommerhus. Løsningen er blevet et genialt modulsystem, hvor faste rummoduler kan kombineres og spejlvendes, som man har lyst.

Hvis du vil have ekstra mange værelser i den ene ende af sommerhuset, kan du derfor vælge at sætte nogle ekstra værelsesmoduler på langs husets akse. Lidt som perler på en snor eller Legoklodser, der kan sættes sammen efter behov. Er den bedste udsigt mod syd, kan du fx spejlvende stuemodulet og terrassen, så de vender den vej. På den måde kan sommerhusene tilpasse individuelle behov samt grundens muligheder.

Sommerhuset kan bygges på omkring kun seks uger.

Fakta om sommerhuset Fjordhuset

  • Du kender sommerhusets pris fra start. Alt efter hvilke og hvor mange moduler, du vælger at sætte sammen, samt hvilke og hvor mange tilvalg til huset du vælger, fastsættes prisen. 
  • Du vælger ud fra et begrænset udvalg. Selvom Karina Søgaard har tænkt ekstraordinær fleksibilitet ind, bygges huset af et typefirma. Der er derfor en række materialer og produkter, du skal vælge fra.
  • Du ved, hvornår sommerhuset er færdigt. Karina Søgaard har lavet huset i et samarbejde med typehusfirmaet EBK. Typehusfirmaet EBK har bygget alle elementer før og deres håndværkere kender proceduren og den nøjagtige arbejdsgang. Når du bestiller huset, ved du derfor, hvornår det er færdigt. 
  • Du kan se huset, inden du køber det. Der er indtil nu bygget 30 fjordhuse i Danmark, Sverige, Norge og Island. Du får derfor trygheden i, at huset med alle dets løsninger er afprøvet mange gange før. Før du beslutter dig for at købe et, har du mulighed for at se et udstillingshus i Roskilde.
  • Du får en lav pris. Da typehusfirmaer holder sig til nogle bestemte materialer og bygger mange af de samme huse, kan de bestille store partier af materialer hjem. Det giver dem en billigere pris end arkitekterne kan få og et mindre materialespild.
  • Sommerhuset koster 12.500 - 13.500 kr/m2 afhængig af antal vådrum, værelser og overdækkede terrasser. Huset på billedet er på 116 m2 (bebygget 95 m2 + 21 overdækket terrasse) + anneks på 28 m2. Fjordhuset på 116 m2 koster nøglefærdig 1.589.100 kr., mens annekset nøglefærdigt koster 490.700 kr. Dertil kommer startomkostninger på 138.100 (tilslutning til kloak, faskiner, jordbundsundersøgelse, landinspektør osv.). I alt koster det viste hus 2.217.900 kr.

3. Danish Smart House Eco: Præfabrikeret og Svanemærket

I tre store dele præfabrikeres dette svanemærkede hus tegnet af arkitekt Eva Kristine Brørup og Stefan Valbæk indenfor i en stor hal, hvorefter det bliver kørt ud til byggegrunden. 

At huset bliver produceret indenfor gør byggeprocessen effektiv og fri for problemer med regn eller blæst, hvilket sparer tid og penge. Penge der bidrager med arkitektonisk kvalitet.

Huset er præget af gode, gedigne nordiske materialer, der kan patinere med ynde og varierende rumoplevelser med lys fra flere sider og højt til loftet.

Ligesom udformningen af huset er helt fleksibel. Huset kommer nemlig forbi arkitekternes arbejdsbord og bliver tegnet fra bunden, så huset passer præcis til den pågældende grund og de kommende beboeres behov for plads og rum og antal af etager. 

Fakta om Danish Smart House Eco

  • Husets designkoncept er fast, men formen er fleksibel. Produktionsform, detaljer og konstruktioner genanvendes i nye boliger, mens udformningen er fleksibel og tilpasses den enkelte. Huset kan dog max være 4,8 meter bredt, medmindre flere husmoduler sættes sammen.
  • Konceptet er afprøvet. Da huset er bygget før, er du ikke den første, der skal afprøve de forskellige løsninger i huset. Det kan give en tryghed. Det samme kan muligheden for at besøge tidligere byggede huse, inden du beslutter dig.
  • Huset er hurtigt færdigt, da det bygges indenfor og derfor er præfabrikeret, inden det bliver opført på grunden. Byggetiden ligger derfor på omkring seks måneder.
  • Du betaler i rater, hver gang en større opgave er klaret, ligesom ved et almindeligt arkitekttegnet hus.
  • Huset koster cirka 20.000 kr./m². Huskonceptet bygges af forskellige producenter. Prisen kan derfor variere. 

4. Oneroom: Ét rum med 7 meter til kip

Inspireret af store lader, der kun består af ét stort rum, har arkitekt Bjarne Frost tegnet et huskoncept under navnet "Oneroom". Ét stort rum med hele syv meter til kip og åben kontakt til førstesalen er derfor omdrejningspunkt i boligen og det karakteristiske ved arkitekturen. Huset består dog også af andre mindre rum.

Med det faste designkoncept og faste entreprenører tilknyttet, kan arkitekt Bjarne Frost hurtigt give en meget præcis slutpris, når boligen er tegnet, ligesom håndværkerne kender arbejdet og derfor kan lave det godt og hurtigere end normalt. Det giver en sikkerhed og adskiller sig derfor fra hans almindelige arkitekttegnede huse, hvor en endelig slutpris er sværere at komme med.

Huset bliver tegnet fra ny hver gang og dermed tilpasset den enkelte byggegrund og individuelle behov. Trods det faste visuelle designkoncept, kan vægge derfor sagtens flyttes, rum tilføjes og andre materialer vælges.

Fakta om huskonceptet oneroom

  • Husets designkoncept er fast, men formen er fleksibel. Produktionsform, detaljer og konstruktioner genanvendes i nye huse, mens udformningen er fleksibel og tegnes individuelt. Vægge og vinduer kan derfor placeres, hvor de ønskes. Der skal dog være ét stort rum med ekstraordinært højt til loftet, da det er konceptets grundide. Et fast repertoire af materialer vil blive foreslået, men andre materialer kan tilkøbes
  • Huskonceptet har en fast tilknyttet entreprenør. Du skal derfor ikke bruge tid på at sende det i udbud og efterfølgende vælge et tilbud. Desuden ved du nogenlunde, hvad den endelige slutpris lander på, ligesom håndværkerne kender byggeprocessen og derfor kan bygge det godt og hurtigt.
  • Konceptet er afprøvet. Da huset er bygget før, er du ikke den første, der skal afprøve de forskellige løsninger i huset. Det kan give en tryghed. Det samme kan muligheden for at besøge tidligere byggede huse, inden du beslutter dig.
  • Du betaler i rater, ligesom ved et almindeligt arkitekttegnet hus. Du betaler derfor en portion penge, hver gang en større opgave er klaret. Første rate skal dog først betales, når byggeriet går i gang.
  • Huset koster fra 18.000 kr./m² og op, alt efter materialevalg og andre tilvalg.

5. LEH-Huse: Genbrug arkitektens tegninger og spar penge

Som arkitekt har Steen Bjørn Lundhild tegnet en masse huse. I stedet for at smide tegningerne ud og starte forfra hver gang, har han ved siden af sin tegnestue Lundhilds Tegnestue startet konceptet LEH Huse.

Her kan du se hans tidligere huse og vælge at få bygget den bolig, du bedst kan lide. På den måde sparer du penge i arkitekthonorar til udvikling af huset og tegningerne. Desuden kan du ved at få en referencepris fra det tidligere hus opnå et overblik i at kende cirkaprisen. Ligesom det rent faktisk er muligt at besøge huset og se, hvordan det vil se ud, inden der siges endelig ’go!’.

Selvom der er tale om genanvendte tegninger, kan huset stadig moduleres efter individuelle behov og den enkelte grund – også hvis grunden er skæv.

Fakta om huskonceptet LEH-Huse

  • Huset er bygget før. Løsninger er derfor afprøvet, og du har i de fleste tilfælde mulighed for at besøge huset, og se, hvordan det ser ud.
  • Du betaler i rater, hver gang en opgave afsluttes, ligesom ved et almindeligt arkitekttegnet hus.
  • Pris: Du kan få en referencepris fra det tidligere opførte hus og på den måde få en fornemmelse af, hvad huset cirka vil koste. Det kan give et økonomisk overblik. Vælger du et dyrere køkken eller gulv, vil prisen selvfølgelig være højere.
  • Huset sendes i udbud. Prisen kan derfor variere.
  • Du kan spare omkring 100.000 kr. i arkitekthonorar, da designet og løsningerne allerede er opfundet og derfor ikke skal opfindes på ny.