Guide

Sådan genkender du bungalowen

Bungalowen er en kompakt og gennemtænkt boligtype fra mellemkrigstiden, hvor funktion og økonomi satte klare rammer for form og planløsning, og hvor de første funktionalistiske idealer begynder at slå igennem. Her gør vi dig klogere på bungalowens kendetegn, opbygning og særlige kvaliteter – så du bedre kan forstå og arbejde med huset.

Bungalowen er den lille, kvadratiske og praktiske familiebolig, der dukkede op i danske villakvarterer i mellemkrigstiden. Hustypen blev opført i en periode fra slutningen af 1920’erne til 1940, hvor behovet for mindre og mere økonomisk byggede huse var stort. Flere flyttede fra land til by, og der opstod nye villakvarterer i byernes udkant, hvor der skulle bygges rationelt og med begrænsede midler. Her var der fokus på at få mest muligt ud af få kvadratmeter, og planløsningen er derfor kompakt og uden overflødige rum.

Bungalowen blev opført side om side med de traditionelle murermestervillaer, men de to hustyper byggede på forskellige idealer. Mens murermestervillaen tog udgangspunkt i en klassisk byggeskik med symmetri, stejle tegltage og en tydelig reference til ældre dansk arkitektur, pegede bungalowen i en anden retning. Her begyndte funktionalismens tanker at slå igennem, hvor boligen først og fremmest skulle fungere i hverdagen.

Det kom til udtryk i de store vinduer og de karakteristiske hjørnevinduer, som gav et bedre dagslys i rummene, og i den enkle bygningskrop, hvor form og konstruktion hang tæt sammen. Flere huse havde også runde vinduer, som brød den ellers stramme facadeopbygning og vidnede om en mere eksperimenterende tilgang til detaljeringen. Samtidig blev murværket ofte bearbejdet med enkle mønstre, hvor enkelte sten blev trukket frem eller skiftede farve, så facaden fik en diskret reliefvirkning.

Det lave pyramidetag og den klare, kvadratiske grundform gjorde huset let at aflæse og understregede den rationelle tilgang til byggeri. Bungalowen var dermed et tidligt skridt væk fra det mere traditionsbundne hus og hen mod en boligtype, hvor funktionalitet, dagslys og enkelhed blev styrende for arkitekturen.

Forstå bungalowens DNA

Bungalowen optræder i flere varianter. Nogle fremstår meget enkle og stramt proportionerede, mens andre har flere detaljer i murværket eller variationer i vinduesudformningen. Der findes både bungalower i blank mur, pudsede facader og med forskellige tagmaterialer, og enkelte er opført i to etager. Variationerne hænger sammen med, at hustypen blev opført i en periode, hvor nye funktionalistiske idealer var under udvikling og blev fortolket forskelligt i praksis.

Alligevel er der en række fællestræk, som går igen på tværs af varianterne. Dette afsnit samler de mest typiske arkitektoniske og byggetekniske kendetegn for bungalowen – som et værktøj til at aflæse, om dit hus hører til netop denne hustype.

Arkitektur og konstruktion

  • Kvadratisk og kompakt bygningskrop med effektiv arealudnyttelse.
  • Planløsning organiseret omkring en centralt placeret skorsten.
  • Høj kælder som en integreret del af husets konstruktion.
  • Bærende ydervægge i tegl, enten massive eller som tidlige hulmure.
  • Lavt pyramidetag med fire ens tagflader mod midten.
  • Let tagkonstruktion med tagbelægning af enten tagpap eller skifereternit.
  • Markant tagudhæng med skarp stern, der afslutter tagfladen præcist.
  • Enkel detaljering med variationer i murværk frem for påsatte dekorationer.

Vinduer og døre

  • Store vinduespartier med asymmetrisk opdeling mellem faste og oplukkelige rammer.
  • Hjørnevinduer uden fuld murpille, som trækker dagslyset ind i rummene.
  • Runde vinduer som enkeltstående elementer i facaden.
  • Slanke rammer i træ eller jern, ofte med forsatsruder.
  • Vinduer placeret højt i facaden i forhold til kælderen.
  • Enkle yderdøre, ofte i finér med begrænset fyldningsopbygning.

Rumforløb og indretning

  • Typisk boligareal på ca. 70–100 m², disponeret meget kompakt uden spildplads.
  • Planløsning organiseret omkring den centrale skorsten med korte forbindelser mellem rummene.
  • Rummene er relativt små, men proportioneret, så de er nemme at møblere langs vægge.
  • Hjørnevinduer giver lysindfald fra to sider i samme rum og reducerer behovet for kunstlys.
  • Høj kælder under hele huset, oprindeligt til fyr, opbevaring og vaskefaciliteter.

  • Adgang til huset via udvendig trappe, som løfter boligen fri af terræn og fugt.

Have og uderum

  • Svag sammenhæng mellem bolig og have på grund af den hævede stueetage.
  • Adgang til haven sker typisk via kældertrappe eller sekundære døre.
  • Hovedindgangen er orienteret mod vejen og ikke mod haven.
  • Begrænset direkte udgang fra opholdsrum til terræn.
  • Haven er oprindeligt disponeret som nytte- og prydhave med klare zoner.
  • Terrasser forekommer sjældent som en integreret del af den oprindelige plan.

Eksempler og inspiration: Se hvad andre har gjort

Det kan være en stor hjælp at se, hvordan andre boligejere har renoveret og fornyet deres bungalow. På vores projektside finder du konkrete eksempler på gennemførte projekter, hvor arkitekter har udviklet løsninger med fokus på både funktionalitet og arkitektonisk helhed.

Bevaring og renovering

Når du skal renovere en bungalow, er det afgørende at du forstår husets enkle, men præcise arkitektur og den måde, planløsning og konstruktion hænger sammen på. Bungalowen er opført med få virkemidler, hvor proportioner, vinduesplacering og tagets udformning har stor betydning for helheden. Samtidig er huset relativt lille, hvilket ofte fører til udvidelser, der let kommer til at bryde med den oprindelige form.

Forbedringer som efterisolering, udskiftning af vinduer eller nyt tag kan som regel gennemføres. Indgrebene skal dog afstemmes efter husets konstruktion og detaljering, så tagets lave hældning, de slanke vinduesprofiler og facadens enkle opbygning bevares. Særligt tilbygninger og ændringer af taget stiller store krav til proportionering, hvis huset ikke skal miste sin karakteristiske, kompakte form.

En vellykket renovering handler derfor om at arbejde med husets præmisser frem for imod dem. Det kræver indsigt i både byggeskik og materialer – og i mange tilfælde vil det være en fordel at inddrage en arkitekt med erfaring i netop denne hustype.

Læs guiden: Sådan renoverer du en bungalow

Kender du din boligs hustype?

Når du ved, hvilken hustype dit hus tilhører, får du et vigtigt udgangspunkt for både vedligeholdelse, renovering og ombygning. Hustypen fortæller nemlig noget grundlæggende om husets alder, materialer og konstruktion – og om de løsninger, der passer bedst til netop din bolig. Bliv klogere på, hvorfor hustyper er nøglen til bedre beslutninger og mere holdbare løsninger.

Arkitekter der optræder i denne artikel