Projekt

Tilbygning i 1½ plan opgraderer boligen og inddrager haven

Typehus fra 80-00'erne
  • Mere plads
  • Flere rum
  • Sammenhæng med uderum

70 m2 integreret tilbygning fordelt på to etager, samt ombygning af de eksisterende forhold. Der er tale om en helhedsmodernisering, hvor familien ønskede en udvidelse og opgradering af boligen i en naturlig og sammenhængende helhed. Tilbygningen underordner sig villaens klassiske og stilfærdige udtryk, og er placeret så den beriger boligen med en ny direkte kontakt- og adgang til haven og omgivelserne. Samtidig er der foretaget en ombygning af eksisterende 1.sal, hvor to små værelser er omdannet til ét stort værelse, og et nyt ekstra bad/toilet.

Hele boligen har fået lagt nyt sammenhængende tegltag, og facaderne er pudset op til en ensartet overflade. Indvendigt er der lagt nye plankegulve i både stueplan og 1.sal i hele boligen. Således er de nye gennemgående overflader både indvendigt og udvendigt med til at skabe et fornyet helhedsudtryk i den samlede bolig.

Funktionaliteten er opgraderet med en ekstra separat stue, et ekstra toilet/bad, et ekstra værelse og en åben hjemmearbejdsplads. Den nye stue er placeret et trin lavere en resten af stueplan, så man får fornemmelsen af at træde ned i et nyt område af boligen, hvor man kan indrette sig omkring hjørner og vægge i et afsides miljø. Herfra er der med en stor terrasse-foldedør etableret direkte adgang og udsyn til haven.

Boligens rumlige kvaliteter er blevet optimeret med en bedre orientering mod haven og omgivelserne, og et bedre dagslysindtag og udsyn på begge etager.

Bæredygtige tiltag

Faskiner
Lavenergiruder/vinduer
Efterisolering

Rådgivning omfattede

  • Interiørdesign
  • Udbud og kontrakter for byggearbejdet
  • Kontakt og idé
  • Skitseforslag
  • Myndighedsprojekt

Om beregning af priserne

To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.

Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.

Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.

Michael Kornbeck