Billedserie

Flotte arkitektoniske løsninger i haven

Det er ofte en simple arkitektonisk idé, der gør den store forskel, når arkitekter arbejder med havens rum og indretning. Se med her, hvor vi har samlet en håndfuld inspirerende løsninger fra smukke, arkitekttegnede uderum.

Læskærmen er gemt i facaden

Midt mellem tre klittoppe og på kanten af det UNESCO-udnævnte Vadehavet ligger dette sommerhus tegnet af arkitekt Lars Bo Poulsen. Selvom huset nærmest er bygget ind i klitterne, er det stadig vindomsust. For at skærme mod vestenviden og skabe læ på terrassen, opfandt arkitekten og familien en smart skærm, der kan gemmes i husets facade. 

Når terrassen løber ud i sandet

Terrassen med de ekstra store betonfliser skaber en enkel og rolig base for det fine træhus, der er tegnet af arkitekt Lars Bo Poulsen. Løsningen er et vellykket eksempel på, hvordan en dygtig arkitekt kan skabe den perfekte materialemæssige harmoni imellem hus, terrasse og landskab. 

Arkitektonisk forbindelse

En gangbro i træ guider gæsterne sikkert igennem græsser og marehalmen fra sommerhusets træterrasse til det lille gæsteanneks. Terrassens rum er defineret af elegante trærammer i cedertræ. Arkitekt Lotte Elkiær har valgt at gøre de tre gigantiske sten på grunden til en del af arkitekturen og den oplevelse, man får, når man bruger huset og haven.  

Terrasse med indbygget skyggetræ

Bungalowens gamle jordterrasse var faldet sammen og blev i forbindelse med en større renovering erstattet af en moderne træterrasse i ipé-træ med plantekumme til skyggetræet. Små træer med moderat vækst som fx Japansk Ahorn og Hjortetaktræ er blandt de træsorter, der egner sig bedst som skyggetræer omkring terrassen.

Badegård i baghaven

Alternativet til en udebruser på facaden er en badegård i et grønt hjørne af haven. Søren Sarup er arkitekten bag denne elegante løsning, der næsten kan sammenlignes med et rigtigt badeværelse og som giver mulighed for at bade i privathed og uden indkig - året rundt.     

Skulpturel gangbro viser vej på naturgrunden

Traditionelle havefliser er ikke det mest oplagte valg til dette hus, der ligger på en kuperet og utæmmet naturgrund. Derfor har arkitekt Joachim Berg tegnet en hævet gangbro, der bugter sig frem til hovededøren og lader naturgrunden leve sit eget vilde liv.   

Bænk og bed i ét

Familien til dette hjem har fået en have, der rummer en masse forskellige og hyggelige kroge til ophold. Bag haveplanen står arkitekt Stig Christensen, der har fokuseret på at indrette havens mange gennemgangsrum til opholdsrum. Resultatet er en alsidig have med niveauspring, afskærmning og hyggelige kroge - lige til at tage i brug på en lun forårsdag.