Billedserie

Gode uderum til statslånshuset

Haven omkring statslånshuset var som regel lige så nøgtern og funktionel som selve huset. Den var ikke tænkt som et prydanlæg, men som en aktiv del af familiens hverdag og husholdning. Her kan du finde gode ideer til, hvordan du kan indrette din have, så den passer til statslånshuset.

Tæt forbindelse mellem hus og udeliv

I forbindelse med en omfattende til- og ombygning er dette statslånshus blevet åbnet mere op mod haven. Fra køkken, spiseplads og opholdsrum er der nu direkte adgang til uderummet, så haven i højere grad bliver en del af familiens hverdag.

Den tætte forbindelse mellem bolig og have var et vigtigt kendetegn ved statslånshuset. Store vinduer og havedøre gav lys til opholdsrummene og gjorde det let at bevæge sig mellem inde og ude.

Tæt ved huset ligger en ny terrasse belagt med grå betonfliser, der brydes af mindre felter med brosten. Terrassen følger overgangen mellem hus og have og danner et naturligt samlingspunkt tæt på boligen.

Grunden er mere kuperet end ved mange statslånshuse, men terrænet er bearbejdet nænsomt med naturstensmure og trapper, så den store græsplæne fortsat opleves som ét samlet haverum. De få fritstående frugttræer passer godt til den enkle og funktionelle havetype, der traditionelt hørte til statslånshuset.

Haven er bevist ikke opdelt i små haverum eller fyldt med dekorative beplantninger. Istedet er den overskuelig og let at bruge. De åbne græsarealer og trampolinen giver plads til leg og ophold, mens terræn, beplantning og belægninger udnytter grundens særlige kvaliteter uden at ændre havens enkle karakter.

Forskellige funktioner til for- og baghave

Da familien i det lille statslånshus fik brug for flere kvadratmeter, var det vigtigt at bevare den store baghave. Derfor blev huset udvidet mod forhaven og opad frem for at bygge ind over havens vigtigste opholdsareal.

Tilbygningen har givet køkkenet flere kvadratmeter mod gaden, så der i dag er plads til både spiseafdeling og kontor i ét sammenhængende rum. Samtidig er der skabt direkte adgang til haven, mens store vinduespartier giver mere dagslys og styrker kontakten til uderummet.

Den nye første sal med en stor kvist vender mod baghaven og giver udsigt over egen grund, Mølleådalen og det kuperede landskab, som også kaldes "Det danske Schweiz".

I baghaven er der desuden opført et fritliggende musikstudie med cykeloverdækning samt et skur placeret bagerst på grunden. Dermed kan haven fortsat bruges til både ophold, leg og hverdag uden at blive domineret af nye bygninger.

Løsningen viderefører den måde, mange statslånshaver oprindeligt var disponeret på. Baghaven er fortsat havens største opholdsrum, mens forhaven danner overgangen mellem hus og vej. Samtidig gør de nye døre og vinduer det lettere at bruge haven som en naturlig del af hverdagen.

Den oprindelige terrasse blev bevaret

Den skrånende grund blev udgangspunktet for ombygningen af dette statslånshus. Målet var at udvide boligen uden at miste de kvaliteter, som allerede gjorde haven til et godt opholdssted.

Den eksisterende sydvestvendte terrasse blev derfor bevaret som husets vigtigste opholdsplads, fordi den allerede havde de bedste solforhold. Tilbygningen er i stedet placeret mod nord, hvor den følger terrænet og samtidig skaber læ omkring terrassen.

Fra vejen er tilbygningen holdt bevidst diskret og kan kun anes bag hækken. De største forandringer ligger mod havesiden, hvor store skydedøre forbinder den nye stue og soveværelset med en terrasse i flere niveauer, der følger grundens naturlige fald.

Længere nede i haven danner et stengærde læ om et bålsted med udsigt over de grønne omgivelser. Sammen med terrasserne skaber det flere opholdssteder, som udnytter grundens særlige terræn.

Selvom haven har fået nye funktioner, er dens enkle karakter bevaret. Den åbne græsplæne er fortsat det samlende element, mens terrænet bruges aktivt til at skabe variation og gode opholdspladser.

Lille træterrasse til at nyde solen

Ved udvidelsen af dette statslånhus fra 1950'erne, er tilbygningen er placeret, så den åbner huset mod solen og haven. Hvor køkkenet tidligere var lukket om sig selv, er der nu direkte forbindelse til en ny sydvendt terrasse, som giver både læ og skygge på varme sommerdage.

Den nye terrasse ligger i direkte forlængelse af køkkenet og gør det let at flytte hverdagslivet ud. Fra terrassedøren er der kun få skridt til den store græsplæne – en kvalitet, der kendetegnede mange statslånshuse, hvor haven var en naturlig forlængelse af boligen.

Haven er fortsat enkel og overskuelig med en stor, åben græsplæne, der giver plads til leg, ophold og uformelle aktiviteter. Hække og enkelte buske langs skellet skaber læ og afgrænser haven uden at tage fokus fra de åbne opholdsarealer.

Hvor statslånshusets haver oprindeligt ofte rummede både køkkenhave og frugttræer, er denne have indrettet mere enkelt med fokus på ophold tæt ved huset. Til gengæld er de grundlæggende kvaliteter bevaret: den direkte adgang fra boligen, den åbne græsplæne og en have, der er let at bruge i hverdagen.

Kobling mellem nyt og gammelt skabte et lille åndehul

Mellem det oprindelige hus og den nye tilbygning er der i dette projekt skabt et overdækket uderum, som er blevet familiens naturlige samlingspunkt. Terrassen giver læ og skygge og kan bruges store dele af året.

Store skydedøre forbinder opholdsrummene med terrassen, så det er let at flytte måltider, afslapning og hverdagsliv ud, når vejret indbyder til det. Den tætte kontakt mellem bolig og have viderefører en kvalitet, som var karakteristisk for mange statslånshuse.

Fra den overdækkede terrasse fortsætter en åben træterrasse ud mod haven. Hække, buske og mindre træer danner læ og afskærmning omkring opholdspladserne, mens den store græsplæne fortsat giver plads til leg og uformelle aktiviteter.

Ombygningen viser, at selv en forholdsvis lille have kan rumme flere forskellige opholdssteder. Med enkle greb er der skabt både sol, skygge og læ, uden at haven mister sin åbne og overskuelige karakter.

Enkle greb gav terrasse med aftensol og sø-kig

Med få, enkle ændringer har dette statslånshus fået en langt tættere kontakt til haven. En ny åbning i gavlen, en sammenhængende træterrasse og omdannelsen af et tidligere udhus har gjort uderummet til en naturlig del af hverdagen.

Hvor gavlen tidligere vendte mod et udhus og et areal med begrænset anvendelse, er der nu etableret en stor vestvendt terrasse med direkte udgang fra boligen. Den nye facadeåbning giver mere dagslys i opholdsrummene og trækker udsigten til haven og den nærliggende sø helt ind i huset.

Terrassen binder den oprindelige bolig, tilbygningen og det tidligere udhus sammen og skaber et samlet opholdsområde med aftensol. Samtidig giver den flere muligheder for at bruge haven i løbet af dagen.

Den enkle have er bevaret med en stor græsplæne omgivet af hække, buske og modne træer, som giver læ og afskærmning. De nye opholdsarealer føjer sig til haven uden at ændre dens grundlæggende karakter, hvor de åbne græsarealer fortsat er det dominerende element.

Nutidig nyttehave til statslånshuset

Selvom dette statslånshus er udvidet med en moderne tilbygning, er haven fortsat disponeret efter de enkle principper, der kendetegnede hustypen. Ved at udnytte grundens niveauforskel er en del af tilbygningen placeret under terræn, så den store græsplæne fortsat udgør havens vigtigste opholdsareal.

Fra køkkenet fører store skydedøre ud til en træterrasse, som via trapper og betonmure binder huset sammen med den øvrige have. Terrasserne skaber flere opholdssteder tæt ved boligen, mens græsplænen fortsat giver plads til leg og hverdagsliv.

En del af haven er indrettet med højbede til grøntsager og krydderurter. Dermed videreføres en tradition, som var udbredt ved mange statslånshuse, hvor køkkenhave, frugttræer og selvforsyning var en naturlig del af hverdagen. Her er idéen fortolket i en nutidig form, hvor nyttehaven fylder mindre, men stadig er en aktiv del af familiens brug af haven.

De eksisterende træer og hække er bevaret og danner fortsat en grøn ramme om haven. Sammen med det arkitekttegnede legehus i et af de gamle træer viser de, hvordan nye funktioner kan indpasses, uden at haven mister sin enkle og funktionelle karakter.