Billedserie

5 badeværelser der matcher dit statslånshus

Badeværelset var oprindeligt et lille og enkelt rum i statslånshuset. Se fem renoveringer, der viser, hvordan badeværelset kan opdateres med moderne komfort og samtidig bevare den enkle og funktionelle arkitektur, som kendetegner hustypen.

Tilbage til den originale idé

Renoveringen af dette statslånshus fra 1957 tog udgangspunkt i at bevare husets enkle arkitektur og genbruge materialer, hvor det gav mening.

Badeværelset er derfor indrettet med en enkel materialepalet og mindre, lyse fliser, som passer godt til den skala, man typisk finder i statslånshusets kompakte badeværelser.

Sammen med dagslyset fra vinduet skaber det et lyst og funktionelt rum, der harmonerer med husets oprindelige karakter.

Møde mellem nyt og gammelt

Da familien byggede til deres statslånshus fra 1949, var det vigtigt, at de nye løsninger respekterede husets oprindelige karakter. Det gælder også badeværelset, hvor de eksisterende sprossevinduer er bevaret og giver rummet et smukt dagslys.

De lyse overflader og den enkle indretning passer godt til statslånshusets nøgterne arkitektur, mens de turkis mosaikfliser i vindueskarmen tilfører et personligt præg.

Samtidig fortæller den let skæve vinduesniche historien om det oprindelige hus og mødet mellem nyt og gammelt.

Genbrugsfliser fra 50'erne

Dette beskedene statslånshus fra 1957 er renoveret fra top til bund og med en lille tilbygning har ejerne fremtidssikret huset. En tredjedel af huset kan nemlig omdannes til en separat bolig med køkkenalrum, stue, soveværelse og badeværelse

Badeværelset, der er indrettet i et tidligere fyrrum, er nyt, men opført i den oprindelige stil. Fliserne er fundet på genbrugsstationen som tiloversblevne fra andre boligprojekter og ejeren har brugt lang tid på at tegne det 50'er-inspirerede mønster, de er lagt i.

Badeværelset bygger videre på de oprindelige materialer

Gangarealet i stueplanen på dette statslånshus blev reduceret og det gamle toilet blev til et helt nyt badeværelse. 

Det særlige ved dette badeværelse er, at det ikke forsøger at være en direkte kopi af et 1950'er-badeværelse. I stedet viderefører det nogle af de kvaliteter, der kendetegner statslånshuset – enkelhed, funktionalitet og robuste materialer – i en nutidig fortolkning.

De hvide, rektangulære vægfliser er inspireret af 1950'ernes badeværelser, mens det murede badekar og den indbyggede niche understreger en robust og tidløs materialeholdning. De grå gulvfliser skaber en rolig kontrast til de lyse overflader, og den store glasafskærmede bruseniche giver rummet et moderne udtryk uden at virke dominerende.

Enkle greb gav det lille hus et ekstra badeværelse

Familien i dette hus ønskede at etablere et ekstra badeværelse og skabe bedre rammer til deres hjemmeboende teenager.

Ved at optimere entréen blev der skabt plads til et ekstra badeværelse, som samtidig giver en mere naturlig og velfungerende ankomst til statslånshuset. 

Badeværelset er indrettet med enkle materialer og en rolig farvepalette, der passer godt til statslånshusets nøgterne arkitektur. Den væghængte vask og det store runde spejl får det kompakte rum til at opleves lyst og rummeligt, mens dagslyset understreger den funktionelle og enkle indretning.