50'er-hus designet til fremtiden

Midt imellem parcelhuse og murermestervillaer i flere plan var det et anderledes ydmygt hus, der med sine enkle linjer og et totalt fravær af dikkedarer fangede Ulrik Svenningsens interesse på hans gåture i villakvarteret.

– Huset var meget mindre end de andre på vejen og sådan lidt aparte, og det syntes jeg, var fedt. Jeg har altid haft lyst til at kaste mig ud i et stort renoveringsprojekt og skabe mit eget ud fra noget eksisterende, og det det kunne jeg se en fantastisk mulighed for her, fortæller han otte år og en hel del knofedt senere.

Da han en dag opdagede, at huset var til salg, tog han sin kæreste, Ida Storm Jansen med ud for at kigge på det, og det tiltalte heldigvis også hende. Huset var fra en tid, hvor flere med et billigt statslån i ryggen fik mulighed for at blive herre i eget hus. Lånene blev givet til opførelse af enfamiliehuse af begrænset størrelse og med begrænset materialeforbrug, og det kom der mange huse med en gennemtænkt, funktionel indretning ud af. De huse havde Ida allerede stor respekt for, men der var først og fremmest et specifikt ord, der sprang frem for hendes indre: Farmor!

– Det her hus var nærmest magen til min farmors hus, som også var et statslånshus og bygget i 1957. Jeg har meget affinitet for de her statslånshuse. De er hyggelige, og fordi vi overtog det efter en kvinde, som havde været med til at bygge det i sin tid og havde boet der indtil 2017, var der nærmest ikke rørt ved noget, og det var jo bare fantastisk, fortæller hun.  

Statslånshuse rangerer langt fra toppen af listen over de mest populære hustyper blandt danskerne, viser en undersøgelse lavet af Bolius og Realdania. Deres manglende popularitet skyldes blandt andet, at rummene ofte er små, og at husene ikke er tilstrækkeligt isoleret i forhold til nutidens standarder. Især det sidste gjorde sig gældende i Ida og Ulriks nyerhvervede hus. Der var rent ud sagt hundekoldt.

– Det lyder lidt sjovt, når man siger det, men det betød, at vi havde et badekar, vi ikke kunne bruge, fordi vandet blev koldt i det øjeblik, det blev fyldt i, fortæller Ida.  

Renoveringen af huset omfattede derfor efterisolering af både vægge, lofter og gulv, og med den indsats er huset rykket fra energiklasse F til et økonomisk og rart niveau. Præcis hvilken energiklasse, det er landet i, ved parret ikke endnu.

Undervejs i renoveringsprojektet spurgte flere af de fagfolk, som Ida og Ulrik rådførte sig med, forsigtigt og diplomatisk, om de mon havde overvejet at rive huset ned. Men det havde de ikke.

– Det handler for os både om kulturarv og om klimahensyn. Vi lever halvt vegansk, upcycler ting, tænker over, hvor tit vi flyver … og der er bare et kæmpe CO2-aftryk på alt, der handler om at bygge. Så når det CO2-aftryk er sat, fordi huset allerede er bygget, kan vi da i det mindste prøve at passe på det, siger Ida og tilføjer, at de faktisk også synes, at det er sjovt.

– Det passer godt til vores temperament at gå i gang med sådan et projekt, og det hjælper selvfølgelig også.

Det store arbejde med at isolere skulle vise sig at føre til en ekstra bonus udover at slippe for kolde baller i badekarret. Ved at grave ud og sænke gulvniveauet blev der gjort noget godt for loftshøjden i det tidligere lavloftede hus, og det gav samtidig plads til nye indgangsdøre på 210 cm i stedet for de tidligere 190.

– En fed ting ved statslånshuse er, at de har krybekælder. Det betyder, at man kan pille gulvet op, og så ligger der et plant, støbt gulv nedenunder, som man bare kan lægge isolering ovenpå, forklarer Ulrik.

Selv med ekstra isolering var der ekstra højde at tage af i krybekælderen, og sammen med nye lofter til kip blev rumoplevelsen en helt anden og meget mere behagelig for især familiens højeste medlemmer.

Udover kulden var en anden udfordring ved huset, at det var mørkt, hvilket blev forstærket af beliggenheden på en smal grund med kort afstand til nabohusene. Her blev en væsentlig del af løsningen at isætte ovenlysvinduer, og i stuen havde parret en idé til et særligt greb; lige når man træder ind i rummet skærer et bånd af vinduer og ovenlysvinduer i forlængelse af hinanden rummet igennem fra gulv til kip og ned igen. Det giver masser af dagslys og karakter til rummet, som parret sætter stor pris på.

– Grundlæggende synes jeg, at vi kan lære af statslånshusene, at der sagtens være alt, hvad en almindelig familie med fire mennesker har brug for på 100-120 m2, siger Ulrik.

– Vi kan undre os, når vi læser om, at gennemsnitsstørrelsen på nybyggede huse i nogle områder er dobbelt så stor som det her. Vi synes jo nærmest allerede, det her er for stort. Faktisk har vi et rum, vi ikke rigtig bruger.

I forbindelse med renoveringen har parret tilføjet en lille tilbygning på 21 m2 for at få værelser nok til voksne og to teenagere og for på længere sigt at kunne dele boligen op i to. Det har bragt boligens samlede areal op på 116 m2 fra de oprindelige 95 m2. Når børnene engang flytter hjemmefra, er det nemt at blænde en dør i entreen og dermed opdele huset, så en tredjedel bliver en separat bolig med køkkenalrum, stue, soveværelse og badeværelse – lige til at leje ud. På den måde kan parret blive boende og nyde deres hus og have uden at fråse med hverken kvadratmeter eller økonomi. Og så synes de begge, at det vil være hyggeligt at have for eksempel et par unge studerende boende.

– Jeg tror også, at man som ældre måske kan synes, det er rart, at man ikke bor helt alene. At man har sin egen bolig, men at der nogen andre i nærheden, siger Ida.

De to boliger vil få hver deres indgang – den mindre bolig med indgang direkte til et køkken-alrum, som skal etableres i den nuværende ”mellemstue” i det, som oprindeligt var statslånshusets bryggers. Her skal en skabsvæg blot skiftes ud med køkkenelementer. Badeværelset er indrettet i det tidligere fyrrum, og den nye tilbygning rummer stue og soveværelse både nu og i fremtiden.

Farvevalget i huset er markant. Inspirationen kommer dels fra Bauhaus-kunstskolen, som Ida har en forkærlighed for, dels fra Flüggers Wegner-farvekort med farver fra byggeperioden. Da parret skulle planlægge, hvordan facaden skulle se ud efter renoveringen, startede de derimod med et helt hvidt lærred, fortæller de.

– Der var ikke noget at rafle om, fordi huset var i energiklasse F, så vi skulle isolere udefra, udskifte alle vinduer og døre og have nyt tag. Der var 1000 ting, vi kunne gøre, men hvilke? Vi var virkelig overudfordret med huset udefra og havde svært ved at se det for os, fortæller Ida.

Til at hjælpe med opgaven tog parret kontakt til arkitekten Joachim Bergh, som ifølge dem tjente sit honorar ind på fem minutter.

– Han var primært hyret til at hjælpe os med facaden, men da han kom ind ad døren, snakkede vi lidt om, at vi havde overvejet at lægge den væg ned, som nu adskiller køkken og stue. Det bliver virkelig dyrt, sagde han og forklarede, at hvis vi beholdt væggen og lod det være åbent ovenover, kunne man sætte glas ind og lade lyset flyde fra begge sider. I det øjeblik han sagde det, tænkte vi bare; Ja, selvfølgelig! Det var en superfed løsning, og allerede der, havde han tjent sit honorar ind, fortæller Ida.

Arkitekten hjalp også med at finde nogle både spændende og prisbesparende løsninger i forhold til blandt andet de gennemgående vinduer i stuen, men den løsning, som parret måske sætter allerstørst pris på er det nye tag – nu med et tidssvarende lag isolering, men stadig i tråd med statslånshusenes tidstypiske udtryk, som blandt andet handler om en lav taghældning.

– Håndværkerne, vi talte med, foreslog at rive hele taget af, også lofter, spær og hele tagkonstruktionen, for så kunne man jo lige så godt for en højere taghældning på, for det er det, man gør i dag. Men så ville det ikke længere ligne et hus fra 1957, og vi vil gerne være tro mod det oprindelige, fortæller Ulrik.

Selvom taget i dag er blevet 40 cm tykkere på grund af isolering og forstærkede spær, som kan bære loftet til kip, er taghældningen den samme, og spærene under husets udhæng ligner også de oprindelige takket være en konstruktion, som er tegnet af arkitekten og udført i samarbejde med tømreren. Målet har været at hylde og bygge videre på husets eksisterende proportioner, forklarer arkitekt, Joachim Bergh: 

– Proportionerne er blandt andet så sådan noget som taghældningen. Derfor har vi ikke løftet huset, men blot gjort det længere, siger han.

Han har selv – ligesom boligejerne – en forkærlighed for 50’ernes enkle linjer. 

– Jeg kan godt lide de der lidt undseelige huse som dette. Dels fordi de repræsenterer 50’erne, som jeg har en forkærlighed for, og dels fordi de afspejler en sund tankegang, hvor man ikke bygger mere, end man lige præcis kan nøjes med. Det er specielt statslånshusene et godt udtryk for, siger Joachim Bergh.

Inden Ulrik og Ida købte huset og gik i gang med at renovere, havde Ulrik egentlig den holdning, at etplanshuse var kedelige, fortæller han. 

– Men da vi boede i en lille andelslejlighed, opdagede vi, hvor meget plads man egentlig kan få ud af ret få kvadratmeter, når man ikke skal bruge plads på trapper og så videre. Pladsen er virkelig godt udnyttet her, siger han, og Ida tilføjer:  

– Indtil vi flyttede herover, havde jeg den holdning, at etplanshuse var kedelige, fortæller Ulrik.

– Men da vi boede i en lille andelslejlighed, opdagede vi, hvor meget plads man egentlig kan få ud af ret få kvadratmeter, når man ikke skal bruge plads på trapper og så videre. Pladsen er virkelig godt udnyttet her, siger han, og Ida tilføjer: 

– Jeg har en stor kærlighed til modernismen, og denne her type huse modernisme for middelklassen, ikke? Det er funktionelt – no nonsense – der bliver ikke spildt plads på noget. Jeg synes, det er et fantastisk hus.

Kilder: 'Danskerne i det byggede miljø', Realdania