Familien i dette statslånshus havde brug for mere plads, men ønskede samtidig at bevare statslånshusets beskedne skala og karakter.
Området, som boligen er opført i var en gammel frugtplantage, der fra 1950'erne og frem gradvist blev omdannet til et villakvarter med mange stilarter. Mange af disse huse er nu blevet revet ned, hvorefter der er opført nye store villaer på små grunde. På den måde forsvinder områdets karakter efterhånden.
Løsningen blev defor ikke at bygge nyt, men ombygning af de eksisterende kvadratmeter og en tilbygning, der bevidst adskiller sig fra det oprindelige hus i både materialer og udtryk.
Hvor statslånshuset står som et traditionelt muret hus, er tilbygningen udført i beton, træ, tegl og glas. De to bygningsdele forbindes af en smal glasgang, der trækker dagslyset dybt ind i boligen og markerer overgangen mellem gammelt og nyt. Planløsningen er omdisponeret, så opholdsrummene samler sig omkring tilbygningen og får en stærkere forbindelse til haven.
Samtidig er den oprindelige ydermur bevaret synlig inde i huset, så den fortsat fortæller historien om den oprindelige bygning.