En ung familie fik mulighed for at købe tørreloftet over deres lille treværelses lejlighed, og har ved hjælp fra en arkitekt inddraget det gamle loft, så det i dag er en toetagers tagbolig med lys, luft og en dejlig tagterrasse.
Lejligheden er udvidet med 75 kvadratmeter, der rummer køkken, spisestue og stue i ét, samt en stor tagterrasse på ca. 12 kvadratmeter. Der blev prioriteret helt rigtigt ved at inddrage en smule af tagboligens areal til tagterrasse, som børnefamilien bruger flittigt til barnevognslure, leg, spisning, læsning osv.
Lyset har spillet en vigtig rolle i projektet. Ved at veksle mellem skrå tagvinduer, lodrette kvistvinduer og vandrette ovenlys har rummet fået karakter.