Tilbygning med flere sidegevinster

Historien om huset her i Nærum nord for København er historien om, hvordan en tilbygning til et ældre hus både kan give mere plads og mere livskvalitet med skøn udsigt til have og skov. Men det er også en historie om, hvordan familien Danmarks pladsbehov er vokset betragteligt siden huset blev bygget i 1936.

Da Kristian og Annette overtog huset i 1996 var det opdelt i to boliger – 80 kvadratmeter i stueetagen og 65 kvadratmeter på 1. salen. Huset havde i øvrigt været ejet af den samme familie i alle årene.  

Vi lavede det om til et enfamilieshus, indrettede køkkenalrum og havde værelser ovenpå.  Siden har der også været andre både små og store byggeprojekter. Alle vores tre børn er født her, og de to ældste har delt værelse, og det har fungeret fint. Men nu er de kommet i teenagealderen, og så er det ikke lige sagen mere. Derfor var tiden omsider kommet til at udvide, fortæller parret.

Det var dog ikke udelukkende behovet for ekstra kvadratmeter, som fik dem til at kaste sig ud i et stort byggeprojekt.

Vi har altid vidst, at vi en dag ville bygge til, så vi kunne få mere gavn af beliggenheden med udsigten til skoven. Oprindelig var der nemlig kun et lille vindue ud mod haven, ellers var huset fuldstændig orienteret den anden vej. Vi havde en fornemmelse af en rumfordeling, men præcis hvordan sådan en tilbygning skulle se ud, det havde vi ingen idé om, fortæller Kristian.

Selvom prisen på skorstenen udgør en betydelig del af byggebudgettet, har vi aldrig fortrudt vores disponering. Vi har prioriteret arkitekturen i vores byggeprojekt højt, og så må vi bare vente med designermøblerne.

Familien var indstillet på at bruge både den nødvendige tid og ressourcerne på at finde den rigtige løsning både funktionelt og æstetisk. Derfor tog de kontakt til arkitekt Tom Mose Petersen, der har tegnestue på Østerbro i København og er medlem af Danske BoligArkitekter, og han kunne skitsere noget, som familien tændte på.

Vi var ikke interesseret i, at tilbygningen blot skulle efterligne det gamle hus. Den måtte godt være anderledes og moderne, siger Annette Krogh.

Og den opfordring var Tom Mose Petersens ikke sen til at følge op på.

Som arkitekt er det altid mere spændende at få lov til at arbejde med et arkitektonisk udtryk, der både tilpasser sig det gamle hus, men også afspejler den tid, som vi lever i dag. Det færdige resultat må godt provokere en lille smule og udfordre beskueren, så man lige skal omkring huset et par gange, før man siger god for det. Og efter mit første møde med Annette og Kristian fornemmede jeg klart, at her var nogle boligejere, som godt turde gå den vej, fortæller Tom Mose Petersen.

Hans forslag var en skulpturel tilbygning, der med tegl, pudsede vægge, glasfacader og zinktag adskiller sig meget fra det oprindelige hus, der har tegltag og gule mursten. Der er dog alligevel en klar sammenhæng mellem de to bygninger, hvor fx farvetonen i de nye og gamle mursten spiller sammen, og taghældningen på det nye følger det gamle.

Selv om tegninger og visualiseringer kan vise meget, vælger Tom Mose Petersen som regel ved større byggesager at bygge en lille model. Det gjorde han også med her, og familien har stadig modellen som en lille souvenir, og den har gennem årene været igennem en masse barnehænder.

─ En model hjælper meget, når man skal kommunikere med boligejerne, og så kan den også være med til, at børnene bliver inddraget og kan forstå, hvad der skal ske, forklarer Tom Mose Petersen.

Hos familien Krogh er modellen for længst blevet til virkelighed, og familien har allerede i et par år nydt tilbygningen, som ændrede deres hus og den måde, de bruger det på. De store børn har fået deres egen afdeling, mens lillesøster Ingrid stadig har sit værelse ovenpå, hvor forældrene også har soveværelse.

─ Vi har fået mere ”lebensraum”. Før blev det hurtigt meget klaustofobisk, når der både skulle laves mad, ordnes lektier og ses fjernsyn på ét areal, siger Kristian Krogh.

Vi har altid vidst, at vi en dag ville bygge til, så vi kunne få mere gavn af beliggenheden med udsigten til skoven.

Ombygningen gav også mere plads i det gamle hus, hvor væggen indtil et lille værelse blev fjernet.
Den nye stue mod haven er blevet et sted, hvor familien samles og taler sammen, slapper af, eller læser.

Derimod har de helt bevist fravalgt et TV her, så film og fodboldkampe skal nydes i den anden ende af huset. Når der nu skulle gå så mange år, inden planen om en stue med udsigt til skoven blev realiseret, skal tiden også bruges til at nyde den udsigt – ikke til at se ind i en TV-skærm. Så i dag er det sådan, at når familien har spist i køkkenalrummet, som nu er det centrale krydsfelt i huset, kan man enten gå til højre for at se fjernsyn, eller gå til venstre og få fred og ro i den nye stue til at læse, høre musik eller andet.